Ifølge ESPN’s Adam Schefter vil Eagles-quarterbacken væk fra Philadelphia. Eagles vil dog kun trade Wentz, hvis de får det helt rigtige tilbud

Carson Wentz og Philadelphia Eagles står – måske – ved en skillevej.

Efter en sæson hvor han blev vraget som starter til fordel for rookie Jalen Hurts, ønsker Carson Wentz ikke længere at fortsætte karrieren hos Eagles. Dette ifølge ESPN’s NFL-journalist Adam Schefter.

Ifølge Schefter er det dog ikke en prioritet for Eagles at skille sig af med Wentz. Holdet er lydhøre overfor alle tilbud, men hvis ikke de kan få en ordentlig pris, er de mere end villige til at gå ind til 2021-sæsonen med både Wentz og Hurts – som så vil duellere om startertjansen.

Adam Schefter selv gætter dog på, at Wentz i sidste ende bliver tradet.

Carson Wentz havde karrierens værste sæson i 2020, hvor han var en af hovedårsagerne til, at Eagles blot vandt fire kampe. Wentz kastede for første gang i karrieren for under 3.000 yards på en sæson (2.620 yards) og havde blot 16 kastetouchdown og hele 15 interceptions.