Carson Wentz kastede 3 touchdowns i vigtig sejr over Panthers

Det holdt hårdt, og Philadelphia Eagles tillod flere gange Carolina Panthers at komme tilbage i kampen. Men da Carson Wentz kunne tage det sidste knæ viste scoretavlen 28-23 til Eagles.


Wentz fortsatte de flotte takter fra sidste uge og leverede flere store spil i sejren. Han kastede for 222 yards og tre touchdowns mod et af ​​NFLs bedste forsvar, og var skarp i flere afgørende situationer.
Eagles forsvar leverede også varen, og lavede to interceptions dybt i Carolinas territorium. Det udmøntede sig i to touchdowns og faktisk 15 point i alt, da Eagles valgte at gå efter to point efter den sidste scoring.
Tight end Zach Ertz greb to touchdown-kast fra Wentz, mens Nelson Agholor scorede på et 24-yard catch-and-run i fjerde quarter.
Efter to uger i træk med tre touchdowns fra Cam Newton kom den store quarterback ned på jorden mod Eagles. I bogstaveligste forstand. Han var under konstant pres og måtte flere gange bide i græsset. To gange blev han sacket af et meget aggressivt Eagles-forsvar, og flere gange blev han tvunget til at tage benene på nakken.
Han kastede tre interceptions i kampen, hvor han var uden skyld i de to første. Til gengæld løb han et touchdown ind i anden qaurter, der gav Panthers en 10-3 føring.
Panthers linebacker Luke Kuechly måtte til observation for hjernerystelse efter en hård kollision med Eagles Brandon Brooks. Alle Eagles touchdowns kom efter Kuechly forlod kampen sent i andet quarter.
https://twitter.com/FacebookLiked/status/918750478506385408
Eagles forsvar havde Fletcher Cox tilbage og de var forrygende hele kampen. Udover at lægge pres på Newton holdt de Panthers’ runningbacks Jonathan Stewart, Christian McCaffrey og Fozzy Whittaker til samlet 1 (én) yard på 13 løb.
Med sejren er Eagles nu 5-1 og fører NFC East, mens Panthers falder til 4-2.