Eagles har fået en drømmestart på sæsonen, og den selvtillid kan mærkes blandt holdets spillere forud for storkamp.

Der er rivalopgør i bedste sendetid, når Eagles møder Dallas Cowboys i Sunday Night kampen i denne spillerunde. Der er i forvejen lagt i kakkelovnen til opgøret og en af de mere prominente spillere, Eagles’ center Jason Kelce, fyrer kun op for flammerne inden topkampen i NFC East. 

I et indslag på radiostationen Sports Radio 94WIP udtaler den mangeårige Eagles-spiller sig om de to holds fanbaser. 

Her beskriver han Philadelphias fans som lokale, autentiske fans, der er vokset op med klubben i lokalsamfundet, mens Cowboys fans er bygget af kommerciel popkultur, præcis som Lakers og Yankees fans.

De to klubber har et intenst rivalopgør og har gennem tiderne spillet 126 kampe mod hinanden, inklusiv dueller i slutspillet. Dallas fører den serie med 72 sejre mod Philadelphias 54.

I indeværende sæson er Eagles det bedste mandskab, da de har vundet fem opgør og endnu til gode at tabe, mens Cowboys led nederlag i åbningskampen, men ellers har vundet fire kampe i træk med reservequarterback Cooper Rush.

Jason Kelce har spillet for Eagles i hele sin 12 år lange NFL-karriere. I den periode har Dallas haft overtaget i de indbyrdes opgør med 14 sejre og 10 nederlag. Kelce, som har været blandt de bedste centerspillere i ligaen de seneste mange år, og Eagles kan dog prale med Super Bowl-sejren i 2018. Dallas har modsat ikke været ude af Divisional Round siden de vandt Super Bowl i 1995.