Adskillige medier skriver, at Doug Pederson fortsætter som cheftræner for Philadelphia Eagles i 2021.

Sæsonafslutningen står for døren – og vanen tro er der lagt i kakkelovnen til et morads af trænerfyringer på NFL’s såkaldte ‘black monday’. Flere trænere er i spil til at få sparket; fx Doug Marrone i Jacksonville.

Philadelphia Eagles’ ejer Jeffrey Lurie har tidligere ikke været bleg for at give sin cheftræner sparket efter fortløbende sæsoner uden slutspilsavancement. Senest er det gået ud over Chip Kelly og selveste Andy Reid.

Men ifølge ESPN og NFL Network kan Doug Pederson sove trygt i nat til trods for, at Eagles ikke har avanceret til slutspillet i år. Medierne skriver i stedet, at Lurie og Pederson skal mødes på tirsdag for at drøfte og udstikke strategien for 2021-sæsonen.

Det ser imidlertid ud til, at Eagles skal have fundet en afløser til defensiv koordinator Jim Schwartz, som angiveligt overvejer at trække sig tilbage og gå på pension.

Doug Pederson hjemtog Philadelphia Eagles’ første og foreløbigt eneste Super Bowl-titel i 2017, da hans mandskab besejrede New England Patriots med 41-33.