Det er aldrig slut, før den fede dame har sunget, og en tidligere NFL-spiller håber på at gøre comeback inden det sker for alvor.

Han har ikke spillet i NFL siden 2015, men det tidligere førsterundevalg Rolando McClain håber på at kunne genoptage karrieren. Det fortæller spilleren selv i et interview med Matt Zeintz, en journalist for Alabama.com. Den nu 30-årige linebacker blev valgt som draftens ottende spiller tilbage i 2010, men levede aldrig helt op til den status.

Forsvarsspilleren, der startede sin karriere hos Oakland Raiders, havde flere problemer med at overholde reglerne. I sin korte tid i NFL blev McClain anholdt for besiddelse af våben, stoffer, vold, gadeuorden samt at opgive falsk navn til en politibetjent.

Det betød, at han blev fyret efter sin tredje sæson for Raiders. McClain er dog en talentfuld herre, hvilket betød, at Baltimore Ravens tog chancen og skrev kontrakt med den dengang 23-årige spiller i april 2013. Det viste sig at være en dum idé, for McClain gik på pension blot en måned senere, før han nogensinde nåede at være i nærheden af at spille for Ravens.

Det var dog ikke slutningen på NFL-eventyret, for i 2015 vendte han tilbage fra sin korte pension og skrev under på en kontrakt med Cowboys. Her spillede forsvarsspilleren to gode sæsoner og havde forlænget med et år yderligere, men det blev aldrig til noget. NFL gav McClain karantæne på ubestemt tid grundet gentagne brud på ligaens misbrugspolitik. Karantænen lød i første omgang kun på ti kampe, men da han i løbet af sin karantæne dumpede endnu en test for ulovlige stoffer, så blev han bandlyst fra NFL.

Denne karantæne gælder for så vidt stadig, men McClain arbejder tæt sammen med ligaens spillerforening for at finde ud af, hvordan han kan vende tilbage. Spilleren selv siger dog til journalist Matt Zeintz, at han er klar til at genoptage karrieren.

-“Ikke nok med, at jeg har det godt, så er jeg restitueret og udhvilet. Jeg har det bedre nu, for jeg ved, at jeg spiller på to ben.”

McClain havde en hoftedefekt, der gjorde, at han spillede meget af sin karriere småskadet. Den er han nu blevet opereret for, og genoptræningen er gået godt. Derudover fortæller spillere, at han har lagt stofferne og den dårlige opførsel på hylden. Nu er fokus tilbage på football.

-“Jeg er ikke i nærheden af at være tilfreds med, hvordan min professionelle karriere er gået. Det her er for mig selv. Det er mig, der ser mig selv i spejlet og snakker med mine drenge. Nej, det er ikke den smag, jeg vil have i munden.”