Jon Gruden kan smile bredt hele vejen til banken. Når Oakland Raiders på tirsdag gør det officielt, at den tidligere træner og kommentator bliver deres nye træner, bliver det med en kontrakt på hele 10 år og 100 millioner dollars.

Det melder flere medier fredag.

Ifølge NFL Insider Ian Rapoport er kontrakten den største til en træner i ligaens historie, men holdene offentliggør normalt ikke detaljer omkring kontrakter til trænere.

Ifølge Rapoport har Gruden allerede sikret sig tre koordinatorer, der hver vil få kontrakter på fire år. Det drejer sig om Rams’ quarterback-træner Greg Olson som offensiv koordinator, Bengals’ tidligere defensive koordinator Paul Guenther til samme rolle hos Raiders og Cowboys’ Rich Bisaccia som special teams-koordinator.

Alt dette kan dog først blive officielt, når Gruden bliver endeligt bekræftet som Raiders’ nye træner.

Med ansættelsen sikrer ejer Mark Davis, at holdet har stabilitet på trænerpositionerne, mens holdet gennemgår den lange proces at flytte fra Oakland til Las Vegas i løbet af de næste par år.

Gruden har i øvrigt tidligere været træner for Raiders, inden de handlede ham til Buccaneers i 2002. Året efter slog netop Bucs og Gruden Raiders i Super Bowl.