Oakland Raiders hyrer NFL Networks draft-ekspert, Mike Mayock, som sportschef. Det meddeler ESPN’s Adam Schefter.

Normalt er det fyringer, der præger den første mandag efter grundspillet, men i Oakland er det hyringer.

Ifølge ESPN’s Adam Schefter ansætter Raiders draft-eksperten fra NFL Network, Mike Mayock, som klubbens nye sportschef som erstatning for fyrede Reggie McKenzie.

Schefter skriver, at Mayock tidligere er blevet interviewet om selv samme job for mange år siden, da nu afdøde Al Davis ejede Oakland Raiders.

Søndag sagde Jon Gruden følgende om Mike Mayock ifølge Adam Schefter:

Han elsker football. Han er passionere. Han har gjort det (analyseret spillere, red.) længe. Jeg ved, hn har hfat muligheder for at komme tilbage i NFL som sportschef, og vi ser, hvad der sker. Vi ser, hvordan støven lægger sig.

Mike Mayock har været draft-ekspert for NFL Network siden 2004 og anses som en af de skarpeste i branchen.