Oakland Raiders’ førsterundevalg, Gareon Conley, bliver ikke tiltalt i voldtægtssagen, der kom frem kort inden årets draft.

Få dage inden årets draft dukkede den tidligere Ohio State-cornerback, Gareon Conleys, navn op i en voldtægtssag i Cleveland, Ohio.
Conley, der var betragtet som et top 10-talent inden draften, faldt efterfølgende hele vejen til Oakland Raiders som nummer 24 i draften. Det var et sats af Raiders, der dog stolede på cornerbackens uskyldighed.
Det sats ser nu ud til at give pote, da en anklagejury sent mandag aften afviste at rejse tiltale mod Raiders-cornerbacken. Derved ser det ud til, at Raiders har fået noget af et steal i årets draft.


Raiders’ general manager, Reggie McKenzie, var også glad på hans førsterundevalgs vegne og ser frem til at komme videre.
– Fortæller det her smil dig noget?, sagde McKenzie mandag. – Jeg er begejstret på Gareons vegne. Det er hårdt for en ung mand som ham at gå igennem det her… nu kan vi komme videre.
Den 22-årige cornerback var en af de sidste rookies til at underskrive sin rookiekontrakt, da han gjorde det i fredags, og sagen har helt sikkert haft en indflydelse på dette. Nu kan han og Raiders i stedet fokusere på træningslejren og den kommende sæson.