Spillerforeningen NFLPA har tildelt Damar Hamlin sin mest prestigefyldte pris “The Alan Page Community Award”.

Bifaldet var ikke til at tage fejl af, da Buffalo Bills’ safety Damar Hamlin blev hyldet i Phoenix. Hamlin modtog spillerforeningens mest prestigefyldte pris “The Alan Page Community Award”, som NFLPA hvert år uddeler til en spiller, som har ydet en ekstraordinær, social indsats uden for banen.

Damar Hamlin er blevet folkeeje, efter at han overlevede sit kollaps i 17. spillerunde. Medens Hamlin var indlagt i kritisk tilstand på universitetshospitalet i Cincinnati, slog sportsverdenen ring omkring ham og donerede til hans fond “Chasing M’s Foundation”. Siden da er der blevet doneret mere end $9 millioner – eller over 60 millioner danske kroner til Hamlins fond.

Via sin fond startede Hamlin i 2020 en indsamling, der går til legetøj for børn, som lever under svære vilkår. På daværende tidspunkt havde Hamlin især fokus på økonomisk udsatte børnefamilier, som led under konsekvenserne af COVID-19 i sin hjemby McKees Rock, Pennsylvania. Det er på baggrund af dette initiativ, at Hamlin blev nomineret til spillerforeningens fornemmeste hæder.

Foruden Damar Hamlin var New England Patriots Jonathan Jones, Washington Commanders’ Charles Leno Jr., Las Vegas Raiders’ Darren Waller og Tampa Bay Buccaneers’ Devin White nomineret til prisen.