
For tredje år i træk ligger Miami Dolphins nummer et i spillerforeningens årlige tilfredshedsundersøgelse (NFLPA annual report cards.) Undersøgelsen er en kontroversiel størrelse med lækkede resultater, da NFL-organisationen ikke ønsker dem offentliggjort.
I Miami hos Dolphins er det efterhånden noget tid siden, de sådan rigtig har kunne glæde sig over succes på football-banen. Til gengæld topper de ifølge ESPN for tredje år i træk spillerforeningens årlige tilfredshedsundersøgelse.
Det er fjerde gang NFL Players Association laver deres annual report cards og selvom det er nærliggende at tro, at det gode vejr i Miami spiller ind, så er det ikke tilfældigt, at Dolphins igen scorer topkarakterer. Spillerforeningen skriver således i dens konklusion om Miami:
”Players consistently describe the orginazation as the best in the NFL.”
I undersøgelsen giver NFL-spillerne fra samtlige hold karakterer fra A+ til F- til alt fra ejerskab til hvordan spillernes familier bliver behandlet. I alt har 1759 spillere deltaget i årets undersøgelse.
Brud på overenskomsten?
Og ikke uden kontroverser. NFL mener, at undersøgelsen er et brud på den overenskomstaftale organisationen har med spillerne. NFLPA har i år udtalt, at de fortsat vil lave undersøgelsen, men ikke offentliggøre den. Nu er resultaterne så sjovt nok blevet lækket og spørgsmålet er, hvordan NFL forholder sig til den udvikling, da organisationen har fået en forligsmands ord for, at undersøgelsen er ”nedsættende” overfor de enkelte NFL-hold og deres spillere.
Undersøgelsens bundhold i år er Steelers, som nåede slutspillet i år på banen, men målt i tilfredse spillere ligger de altså sidst. Til Pittsburghs forsvar skal det med, at det er første gang holdet er bundskraber. Bunden tæller udover Steelers også Cardinals og Browns, mens Dolphins bliver efterfulgt af Vikings og Commanders i toppen.
Du kan se, hvordan dit NFL-hold klarer sig i alle undersøgelsens kategorier her.








