2016-sæsonens første 48 kampe er allerede blevet spillet, og lørdag rammer vi oktober. Derfor er septembers bedste spillere nu blevet kåret, og blandt de udvalgte finder vi nogle ganske interessante navne – og selvfølgelig Von Miller.

Tiden flyder af sted. Det føles, som var det i går, at sæsonen begyndte, men vi er allerede ved at træde ind i oktober. Tre NFL-runder ligger allerede bag os, og derfor er månedens spillere i AFC og NFC blevet kåret.

På listen herunder finder du ikke særligt overraskende MVP i Super Bowl L, Von Miller, der har fortsat det fantastisk høje niveau, som han viste i sidste sæsons slutspil. Men den fornemme ære er også tilfaldet et par navne, som du nok ikke have gætte på for en lille måned siden.

AFC

Angreb: New England Patriots’ runningback LeGarette Blount. Han fører NFL i både løbeyards (298) og løbetouchdowns (fire).

Forsvar: Denver Broncos’ outside linebacker Von Miller. Han har stået for fem sacks i de første tre kampe. Fortsætter han den tendens, slår han Michael Strahans rekord for flest sacks i en sæson (22.5).

https://twitter.com/BrettPats/status/778601214586003456

Special Teams: Baltimore Ravens’ kicker Justin Tucker. Kickeren kan kalde sig Mr. 100 procent indtil videre. Han er nu ni ud af ni på field goals og fire for fire på ekstra-point.

NFC

Angreb: Atlanta Falcons’ quarterback Matt Ryan. Han har ramt 73 af sine 103 kast med syv touchdowns og en enkelt interception til følge.

Forsvar: Philadelphia Eagles’ defensive tackle Fletcher Cox. Frontmanden på et overraskende godt Eagles-forsvar. Han står noteret for tre sacks.

Special Teams: Washington Redskins’ kicker Dustin Hopkins. Han har ligesom Tucker ikke brændt et field goal endnu og er 11 for 11. Han har desuden ramt alle fem ekstra-point.