Tragedie: Vikings’ Khyree Jackson er gået bort

    0

    Minnesota Vikings’ rookie cornerback Khyree Jackson er på tragisk vis gået bort, efter at han har været involveret i en bilulykke.

    En tragedie har ramt NFL og den amerikanske football-verden. Khyree Jackson, der senest blev valgt af Minnesota Vikings i fjerde runde af 2024-draften, er gået bort. Det har Marylands statspoliti bekræftet, efter at den 24-årige cornerback var involveret i en voldsom bilulykke.

    Bilulykken kostede også Isaiah Hazel og Anthony Lytton livet. De to kendte Khyree Jackson fra high school, hvor de spillede på det samme football-hold.

    Ifølge Marylands statspoliti blev bilen, som Jackson, Hazel og Lytton sad i, påkørt af en anden bil, som forsøgte at skifte bane i høj fart. Statspolitiet melder endvidere, at den påkørende bilist kan have været påvirket af alkohol.

    På grønsværen havde Khyree Jackson netop fået sit store gennembrud, da han spillede sig på holdet i Oregon og leverede 34 tacklinger, to sacks og tre interceptions i 2023-sæsonen. Inden da havde Jackson forsøgt at spille sig på holdet hos Alabama Crimson Tide – men uden held.

    Det var på baggrund af Jacksons flotte 2023-sæson for Oregon, at Minnesota Vikings besluttede sig for at vælge ham i fjerde runde af forårets draft.