NFL er blevet en kendt og elsket figur fattigere, da tidligere Giants-quarterback Jared Lorenzen er afgået ved døden.

Efter længere tids sygdom, hvor både overvægt, nyre- og hjerteproblemer har gjort hverdagen svær, er Jared Lorenzen gået bort. Den tidligere Giants-spiller blev blot 38 år gammel. Selv om det aldrig blev til meget spilletid i NFL, var quarterbacken en elsket figur med nogle af ligaens bedste kælenavne.

Lorenzen var selv i sin spilletid en stor, velpolstret mand, hvilket gav ham en specielt plads i mange fanhjerter. Med en kampvægt på omkring de 130 kilo, var quarterbacken noget af et syn. “The Hefty Lefty” og “Pillsbury Throwboy” var nogle af de hengivne kaldenavne, som quarterbacken blev tildelt. 

Men Lorenzen var mere end en sjov fodnote i NFL-historien. Den store quarterback var med til at sætte rekorder for collegeholdet Kentucky. Da han forlod universitetet i 2004, var han indehaver af flere rekorder for det store universitet. Han havde ramt plet på flest kast i skolens historie, samt kastet og skaffet flest samlede yards. Det er rekorder, der endnu ikke er blevet slået.

Tidligere trænere og spillere på Kentucky-holdet fortæller, hvordan deres nu afdøde holdkammerat var fantastisk på og uden for banen. Det er The Athletics journalist Bruce Feldman, der har fået udtalelserne i sin historie omkring den elskede spiller. Neal Brown, der var receiver for Kentucky og nu er cheftræner for West Virginia, fortæller, hvordan Lorenzen var en naturlig atlet. Han var simpelthen bare god til alt.

“Der er mennesker, der bare er gode til det hele. De er gode til alt de laver. De er gode til pool, til bordtennis, de kan skyde en basketball perfekt. De kan spille ethvert spil og være gode til det.”

Sådan en type var Lorenzen, der havde den mest imponerende arm Hal Mumme (daværende cheftræner hos Kentucky) havde set siden John Elway. Den varme personlighed og det store hjerte uden for banen var blot en faktor i den helhed, som mange fans tilbedte.

Matt Jones, en radiovært for Kentucky Sports Radio, kalder den afdøde spiller for “den mest elskede footballspiller i Kentuckys footballhistorie.”

Lorenzen blev ikke draftet i 2004, men tilkæmpede sig med tiden en plads som reservequarterback hos New York Giants. Her tilbragte han fire sæsoner, hvor han også høstede megen kærlighed fra fans og medspillere. Selv om det aldrig blev til mere end to løb og otte kast i grundspillet, endte quarterbacken med at gå på pension som Super Bowl-mester. Han var en del af det mandskab, der slog det ellers ubesejrede Patriots-hold i Super Bowl i 2008.

Lorenzen har altid kæmpet med sin vægt og har aldrig været bleg for at snakke om det. I 2017 startede han The Jared Lorenzen Project, der fulgte ham i sit vægttab. I starten af projketet vejede han mere end 230 kilo, men havde tabt mere end 45 kilo det første år.

Tingene skred langsomt fremad, men følgevirkningerne af overvægten blev i sidste ende for meget for den blot 38-årige mand. Hvil i fred.