
De forsvarende mestre fra LA Rams fik bagdelen på komedie, da NFL-sæsonen åbnede torsdag nat.
Det var udråbt som en mulig Super Bowl, da Rams åbnede 2022-sæsonen hjemme på SoFi Stadium mod årets helt store favoritter Buffalo Bills, men sidstnævnte var overlegne i alle spillets aspekter, og vandt 31-10.
Her er lidt tanker fra kampen, hvor det ene hold fik en god start på sæsonen, mens det andet har en del ting, der skal rettes op på inden næste kamp.
Josh Allen er stadig MVP-favorit
Buffalo Bills quarterback Josh Allen var suveræn. Han var uhyggelig præcis med sine kast og effektiv, når han løb. Han kastede tre touchdowns og løb selv ét ind. Han ramte på sine 9 første kast inkl. et touchdown til sidste års slutspilshelt Gabriel Davis på sæsonens første angrebsserie, og han ramte på i alt 26 af 31 kast for 296 yards.
Han kastede godt nok to interceptions, hvor den ene ikke var hans skyld, og han skal skrue ned for de improviserede løb eller i det mindst beskytte sig selv, hvis ikke Bills vigtigste spiller og største aktiv i håbet om at vinde Super Bowl, skal blive skadet.
Von Miller fik vild hjemkomst
En af de helt store historien før og under kampen var Von Miller, der i februar vandt Super Bowl med Rams på selv samme bane, men inden sæsonen skiftede til Buffalo Bills. Og det var ret tydeligt. Rams savnede ham, og Bills nød godt af hans evner til at jagte quarterbacken.
Von Miller fik sacket sin tidligere holdkammerat Matthew Stafford allerede på Rams’ første angrebsserie og tilføjede yderligere et sack senere i kampen. I alt lavede Bills syv sacks, mens Rams uden Von Miller kun fik fat i Josh Allen to gange.
Hvor var Rams receivere?
Som vi skrev her på Gul Klud torsdag, så jokede en anden tidligere Rams-spiller, Odell Beckham Jr., at han i år ville spille for vinderen af kampen. Det bliver så angiveligt Bills, men det er helt tydeligt Rams, der har mest brug for ham. Matthew Stafford savnede Odell, og havde store udfordringer med at finde andre end Super Bowl MVP Cooper Kupp.
Kupp greb 13 bolde for 128 yards og et touchdown, mens nytilkomne Allen Robinson greb én bold ud af to, der kom hans vej, på trods af at Van Jefferson sad ude i åbningskampen med en skade.
Matthew Staffords arm
Der har været sagt og skrevet meget om Staffords ledgigt i albuen, som angiveligt skulle være så slem, at han ikke kan træne med 100%. Han så ikke ud til at have problemer med at kaste i kampen, men han blev tvunget til at kaste meget, og som sagt gik det meste til Cooper Kupp.
Stafford har altid haft en tendens til at kaste lidt for mange interceptions. Det slap han godt fra i Super Bowl, men mod Bills blev han og Rams straffet for de fejlsagne kast. Tre gange blev bolden grebet af en spiller i en forkert farve trøje, og selvom kun én af de interceptions kan tilskrives Stafford, så var det ikke en god start på sæsonen for Super Bowl mestrenes quarterback.
Turnovers will kill ya!
Det stod 10-10 ved pausen, men det var mest fordi Bills gav bolden væk to gange i meget ufordelagtige positioner. Rookie James Cook fik en hård velkomst til NFL, da han fumblede på sit allerførste løb. Han rørte ikke bolden efter det igen.
Josh Allen havde som nævnt to interceptions, og i anden halvleg fumblede RB Zach Moss for Bills, da de ellers var på vej til at udbygge 31-10 føringen.
Rams holdt sig inde i kampen ved at fremtvinge turnovers, men smed også chancerne for sejr på jorden med egne fejl. Der var selvfølgelig en del nervøsitet i åbningskampen, men begge mandskaber skal skrue ned for gavmildheden, hvis de skal gøre sig håb om Super Bowl i februar.
Du kan se hele kampen på 40 minutter og også se hele spilleuge 1 gratis med NFL Gamepass.








