
Steelers har valgt at ansætte Mike McCarthy som holdets nye cheftræner. McCarthy har en fælles fortid med Aaron Rodgers, da de begge var i Green Bay Packers.
Pittsburgh Steelers har sat navn på deres blot fjerde cheftræner siden 1969, og valget er faldet på den tidligere Cowboys og Packers cheftræner Mike McCarthy.
McCarthy har været ude af NFL i et år efter at han og Cowboys stoppede samarbejdet efter 2024-søsonen, men nu er den offensive spilkalder tilbage i ligaen og skal stå i spidsen for holdet fra stålbyen. Her bliver han blot den fjerde cheftræner for Steelers siden ansættelsen af Chuck Noll i 1969.
I Pittsburgh bliver McCarthys største og første opgave at finde ud af, hvem der skal være holdets quarterback. Sidste sæsons starter Aaron Rodgers havde kun en etårig kontrakt og skal derfor overveje, hvad fremtiden byder på. Det efterlader Steelers med valget mellem Mason Rudolph, Will Howard eller en ny quarterback enten via free agency eller draften.
McCarthy var cheftræner 13 sæsoner for Packers fra 2006 til 2018, hvor han nåede at være træner for både Brett Favre og Aaron Rodgers og deres fælles fortid kan måske lokke Rodgers ind i folden igen hos de regerende divisionsvindere fra AFC-North.
Fra Rodgers blev starter for Packers ii 2008 til McCarthy blev fyret i 2018 var de sammen 108-62-1 og vandt Super Bowl XLV over Steelers i 2011. Rodgers blev kåret til MVP i den Super Bowl, og blev også kåret til ligaens MVP to gange med McCarthy som headcoach.








