Mitchell Trubisky ser ud til at slippe for en operation og en lang skadespause, meddeler ESPN.

Chicago Bears vandt over divisionsrivalerne Minnesota Vikings, men tidligt i opgøret måtte Bears’ startende quarterback, Mitchell Trubisky, udgå med en skulderskade.

Trubisky blev hurtigt erklæret færdig for kampen, mens reserven Chase Daniel tog over på banen. Men Trubisky slipper sandsynligvis for en lang skadespause.

Ifølge ESPN’s insider Adam Schefter skal Mitchell Trubisky, der blandt andet rev skulderen af led, således ikke opereres.

Schefter erfarer dog, at det er usandsynligt, at Trubisky kommer i aktion mod Oakland Raiders i den kommende spillerunde. Herefter venter dog en friuge, før de møder New Orleans Saints.

Bears må derfor nøjes med Chase Daniel igen. Imod Vikings leverede Chase Daniel en fin præstation, da han ramte på 22 af 30 kast for 195 yards og ét touchdown.

I sæsonens første tre kampe har Mitchell Trubisky kastet for 588 yards med tre touchdowns og to interceptions til følge.