
Den tidligere Jets-cheftræner lagde ikke fingrene imellem, da han på ESPN-programmet “Get Up” diskuterede Amari Cooper og hans 100 millioner dollar kontrakt
Rex Ryan er ikke fan af Dallas Cowboys’ receiver Amari Cooper.
Så meget blev klart, efter Ryan svinede den 25-årige receiver på ESPN.
– Jeg ville ikke have betalt den lort. Fanme nej, om jeg ville have betalt ham.
Cooper greb 79 bolde for 1.189 yards og otte touchdowns, men ifølge Ryan producerede Cooper kun mod dårlige modstandere.
– Han er det største forsvindingsnummer i NFL. Han er ikke en faktor på udebane, han er ikke en faktor, når modstanderne er gode. Når han spiller mod top-cornerbacks, forsvinder han.
Cowboys betalte Raiders et 2019-førsterundevalg for Cooper midt i 2018-sæsonen. Siden har Cooper på 25 kampe fra start grebet for 1.914 yards og 14 touchdowns. Efter sidste sæson gjorde klubben ham til NFL’s næstbedst betalte receiver med en femårig kontrakt til en samlet værdi af 100 millioner dollar.
Den beslutning er Ryan dog slet ikke enig i.
– Hvis det stod til mig, så betalte du Dak Prescott. Glem alle de tal (Coopers stats). De er nummer 1 i ligaen pga. Dak Prescott, ikke pga. den fyr. Det er en dyb receiverklasse i draften. De har lavet en kæmpe fejl.
Rex Ryan har en lang karriere som assistent- og cheftræner bag sig, men fungerer i dag som tv-ekspert for ESPN. I trænerkarrieren nåede han at agere cheftræner for New York Jets og Buffalo Bills. Han har også en enkelt Super Bowl-triumf på cv’et, da han som defensiv linjetræner var med til at vinde Super Bowl XXXV med Baltimore Ravens i 2001.








