Denver Broncos ejergruppe har indgået en aftale med Walton-Penner familien om at sælge holdet. Det eneste der mangler herfra, er, at resten af ligaens ejere godkender handlen. Handlen lyder på $4,65 milliarder dollar hvilket er en fordobling af den tidligere rekord.

Broncos blev officielt sat til salg i februar, efter længere tids uenigheder i holdets ejerkreds og i kølvandet meldte sig et kor af potentielle købere, der blev anført af mere eller mindre seriøse bud. Nogle af de sjovere/mere kuriøse bud var blandt andet Kanye West og Antonio Brown mens også holdets President of football operations, John Elway, var meldt interesseret.

læs også: Medie: Jay-Z i spil som ny ejer af Denver Broncos

Det blev dog i sidste ende den ældste arving til Wallmart-formuen, Samuel Robson “Rob” Walton, som sammen med sin datter Carrie Walton-Penner og hendes mand, Greg Penner, endte med at lægge den astronomiske sum og dermed overtage ejerskabet.

Herfra mangler blot en godkendelse af de øvrige holdejere, hvilket forventes at være en formalitetssag.

Denver Broncos blev i 1984 købt af Pat Bowlen, der nåede at vinde tre super bowls. Bowlen overdrog dog den daglige ledelse til Joe Ellis, efter at være blevet diagnosticeret med Alzheimers. Bowlen gik bort i 2019 og derfra overgik ejerskabet til Pat Bowlen fonden.

Ejerskabet af Denver Broncos har været omdiskuteret siden Bowlens død i 2019. Der har været adskillige retssager og tvister, hvilket kulminerede i år, hvor holdet blev sat til salg.