New England Patriots’ startende center, David Andrews, har været indlagt med blodpropper I lungerne og kan potentielt se frem til en lang skadespause. 

New England Patriots har potentielt lidt et stort tab, før den regulære sæson overhovedet er begyndt. 

Holdets startende center, David Andrews, har således været indlagt med blodpropper i lungerne, men han er nu blevet udskrevet. Problemerne kan dog holde ham ude i hele 2019-sæsonen, og som minimum forventes det, at han er ude i en rum tid. Det skriver Jeff Howe fra The Athletic. 

Betydning for Hjalte Froholdt

I stedet må New England Patriots formentlig benytte sig af den offensive linjemand Ted Karras på center. Og det kan muligvis åbne en plads for danske Hjalte Froholdt. 

Danske Hjalte Froholdt har sommeren igennem kæmpet med netop Ted Karras om rollen som reserve på indersiden af den offensive linje – en kamp, som Karras så ud til at have vundet. Men med Karras’ forventede forfremmelse til starter, kan Hjalte Froholdt nu være reserven til de inderste pladser på den offensive linje. 

Patriots kan naturligvis også hente en forstærkning, før sæsonen går i gang, men skaden til David Andrews kan betyde, at Hjalte Froholdt kan komme tættere på sin officielle NFL-debut i 2019.