Carolina Panthers har fritstillet den 28-årige safety og tidligere Pro Bowler Eric Reid. Han havde to år tilbage af sin tre-årige $22 mio. kontrakt, han underskev med holdet i februar 2019.

I 2019 formåede Reid næten at fordoble sin egen rekord for antal tacklinger i en sæson, og han har generelt bidraget godt til Panthers defensiv. Derfor kommer det som en overraskelse, at Panthers har valgt at skille sig af med safetyen – særligt når de kun sparer $3 mio. på deres cap space, mens de mister $5 mio. i dead money. Dette ser i nogles øjne mistænktsomt ud, og flere spekulerer om Reids afgangs egentlige årsag. Ser man alene på hans spil, burde Reid kunne sikre sig et roster spot med mulighed for at kæmpe for den startende rolle i 2020.

På trods af sit stabile spil, er Reid måske bedst kendt for sin rolle i den serie af protester imod racemæssig ullighed og politivold, der primært udspillede sig i 2016-sæsonen, hvor Colin Kaepernick og Eric Reid kom i internationalt søgelys efter at have knælet under nationalhymnen. Dette skabte stor samfundsdebat, og både Kaepernick og Reid havde gjort sig upopulære hos et stort antal fans. Siden da har Reid siden ikke haft nemt ved at finde en arbejdsgiver i NFL. Om dette skyldes hans spil, karakter eller aktivistiske protester er der delte meninger om.

Panthers nye head coach, Matt Rhule, lader til at ville skabe en ny identitet omkring klubben. Luke Kuechly er gået på pension, Greg Olsen fritstillet, Cam Newton har fået lov til at søge et trade, og nu ligner det også at Eric Reid er blevet offer for dette kulturskifte.