
Jets har valgt at fritstille den 32-årige wide receiver Davante Adams efter en enkelt sæson.
Davante Adams nåede kun at spille en enkelt sæson for New York Jets, inden eventyret sluttede. Klubben har valgt at opsige samarbejdet og fritstille receiveren, som nu kan lede efter ny arbejdsgiver.
Adams kom primært til Jets for at spille sammen med Aaron Rodgers, men Jets har meldt ud, at de fritstiller den tidligere Packersquarterback i løbet af marts måned, og de to kammerater skal nu lede efter nyt hold sammen.
Jets hentede Adams inden ligaens trade deadline i oktober i indeværende sæson, da de sendte et tredjerundevalg til Las Vegas i bytte for receiveren. Adams tog sin femårige kontrakt – som han havde underskrevet i 2022 – og det er blandt andet den, som gør Adams svær at holde på.
Jets havde nemlig udsigt til at Adams skulle tælle 38,2 millioner mod lønloftet, og derfor har Jets også forsøgt de seneste par dage at handle Adams til andre hold for at få en smule kompensation. Desværre for Jets, var der ingen klubber der bød sig, og derfor har man valgt at bide i det sure æble og fritstille receiveren.
Adams nåede at spille 11 kampe for Jets, hvor det blev til 67 grebne bolde for 854 yards og syv touchdowns.








