Her på Gul klud har vi sat os for at lave et MVP-termometer, hvor du hver uge kan se hvor varme de forskellige spillere er i forhold til at kunne hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller, også bare kaldet MVP.

Spilleuge 12 bød på Thanksgiving-fodbold, en trænerfrying, en spektakulær QB-start til en practice squad WR, og en række spændende og tætte opgør. Hvorledes har den forgangende uge ændret MVP-landskabet? Én spiller agerer højdespringer, imens en anden tager et stort fald. Se hvem, samt resten af listen nedenfor.


Brandvarm

1. Patrick Mahomes II, QB, Kansas City Chiefs (-)
Brugte sin søndag på at uddele lussinger til et af NFL’s bedste forsvar. 325 yards og to touchdowns havde Mahomes imod Buccaneers… i første halvleg. Derfra var kampen aldrig tæt, og Mahomes kunne sikkert udligne sin record imod Tom Brady.

2. Aaron Rodgers, QB, Green Bay Packers (+2)
Spillede en nær perfekt kamp, da han og Packers fik besøg af divisionsrivalerne fra Chicago. Rodgers har nu svimlende 33 touchdowns – flest af alle – og bare fire interceptions. Rodgers ånder i den grad Mahomes i nakken.

3. Russell Wilson, QB, Seattle Seahawks (-1)
Wilson leverede pligtsejren over Eagles uden at sprudle. Beskedne 230 yards og et touchdown, men formåede at undgå turnovers. Sidder fortsat på de fine rækker, men hans kurve er en anelse nedadgående.

4. Derrick Henry, RB, Tennessee Titans (+7)
Denne ugens absolutte højdespringer. Måske skyldes det recency bias, at Henry rangerer seks pladser over Dalvin Cook, men hold nu op, hvor er han bare god! I sidste uge leverede han et overtids-touchdown mod Ravens. Ubesværet destruerede han i denne uge det ellers stærke Colts-forsvar med 140 yards og tre touchdowns i første halvleg(!), hvorefter han mere eller mindre kunne holde fri. Havde kampen være tæt, havde han sikkert sluttet med 300 yards og fem touchdowns.


Varm

5. T.J. Watt, DE, Pittsburgh Steelers (-)
Watt spiste hvad der var tilbage af det Corona-ramte Ravens-hold. Fører nu ligaen i både sacks og tackles for loss. Har også fortsat flest pass deflections blandt defensive linjemænd og pass rushers. Fortsat min favorit til at blive årets defensive spiller.

6. Aaron Donald, DT, Los Angeles Rams (+3)
Havde måske Aaron Donald, NFLs måske bedste spiller, for lavt sidste uge. Rams tabte til 49ers, men det var i hvert fald ikke Donalds skyld. Han altdominerede på linjen og ødelagde et utal af spil, som ikke noteres i statistikkerne. Derudover havde han også et sack, en forceret fumble, som blev returneret til touchdown, og et tipped kast, der blev interceptet. For det tager han et flot spring opad i MVP-termometeret.

7. Kyler Murray, QB, Arizona Cardinals (-4)
I en kamp, der på mange måder var en test for Murray, fik Bill Belichick fik skovlen under den unge QB, der havde sin værste kamp i 2020. Ingen touchdowns, laveste antal kastede yards, og næstlaveste antal løbede yards hele sæsonen for Murray. Tidligere var Murray en brandvarm MVP-kandidat, men i de seneste fire kampe er han og Cardinals 1-3, og var det ikke for et usandsynlight hail mary-touchdown imod Bills, ville de være 0-4. Han vinder prisen som ugens MVP-taber.

Gløder stadig

8. Josh Allen, QB, Buffalo Bills (-2)
Havde en svært kamp overfor Chargers’ dygtige pass rush, hvor han og Bills dog vandt med 10 point selvom Allen kun kastede for sølle 157 yards. Har mulgihed for at rykke op, hvis han i næste uge leverer en flot præstation imod 49ers, der gjorde livet meget surt for Jared Goff i denne uge.

9. Dalvin Cook, RB, Minnesota Vikings (-2)
Spillede ingen nævneværdig kamp i Vikings’ flotte comeback-sejr. Har en lille nedadgående kurve, da han kun har scoret et touchdown i de senste tre uger, og to gange har leveret under 3,5 yards per carry. Fører dog stadig NFL i rushing TDs og har næstflest yard, hvorfor man ikke kan tillade sig at skrive ham helt af listen endnu.

10. Ben Roethlisberger, QB, Pittsburgh Steelers (-2)
Er lederen af NFL’s eneste ubesejrede hold, og præsterer generelt solidt. Imod et halve Ravens-hold leverede Ben ikke for alvor varen – han stod for lige så mange turnovers som touchdowns. Steelers har haft et af de svageste kamprogrammer, hvorfor man må tage dele af Bens præstation med et gran salt.


Slår gnister

Tyreek Hill, WR, Kansas City Chiefs
Efter en fulkommen vanvittig præstation med 269 yards og tre touchdowns, leder Hill nu NFL i receiving yards og touchdowns. Kunne måske have slået hul på top 10, men han må vente lidt endnu.

Deshaun Watson, QB, Houston Texans
Med sine fire Thanksgiving-touchdowns har Watson nu kastet 15 touchdowns og ingen interceptions i sine seneste seks kampe. Han har momentum, også på denne liste, men det trækker ned, at han selv i sin flotte sekskamps-stime kun er 3-3, og 4-7 for sæsonen.

Alvin Kamara, RB, New Orleans Saints (-2)
Efter sin anden anonyme præstation i træk, rykker Kamara ud af top 10. Hans mangel på produktion skyldes nok ikke, at han ikke i stand til at præstere, men nærmere, at Saints ikke har haft brug for ham i samme grad med Tysom Hill under center. Får han ikke en prominent rolle næste uge, ryger han formentlig ud.

Udgået fra sidste uges liste:
Tom Brady, QB, Tampa Bay Buccaneers

Forklaring:
Vores MVP termometer er inddelt i de forskellige kategorier:

Brandvarm: Spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel.
Varm: Spillere lige udenfor toppen, men med mulighed for at blive brandvarme.
Gløder stadig: Kan rykke op og ned, og har måske været mere varme end nu.
Slår gnister: Spillere, der ikke nåede top 10 i denne uge, men stadigvæk kan blande sig.