MVP-termometer, spilleuge 7

0

Her på Gul klud har vi sat os for at lave et MVP-termometer, hvor du hver uge kan se hvor varme de forskellige spillere er i forhold til at kunne hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller, også kaldet MVP.

Sæsonen syvende spilleuge bød på flere overraskelser, hvor AFC pludselig fik et nyt første seed, Cincinnati Bengals, hvis quarterback, Joe Burrow træder ind på ugens top 10-liste. Hele fire hold af de seks, der var på bye week i uge syv havde mindst en spiller på termometeret i sidste uge. De straffes ikke for alvor at holde friuge, så der sker ikke enorme hierarkiske forskydninger fra uge 6 til 7, hvor dog særligt en enkelt spiller falder igennem.

Termometeret er inddelt i de noget arbitrære kategorier: Brandvarm, varm, gløder stadig, og slår gnister. De skal forstås således, at kategorien brandvarm består af de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel, mens varm-kategorien tilhører dem, der ligger lige udenfor toppen, men har mulighed for at blive brandvarme. De yderste mandater af denne top 10, gløder stadig, kan, naturligvis, rykke op og ned, men har ikke umiddelbart egentlige chancer for at ende med hæderen som ligaens mest værdifulde spiller. Til sidst finder vi dem, der lige præcis ikke nåede top 10 i denne uge, men stadigvæk slår gnister. Listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset, men er i stedet mit bud på, hvordan der burde se ud.


Brandvarm

1. Tom Brady, QB, Tampa Bay Buccaneers (+1)
Mens Bucs-forsvaret indtil fornyligt har haltet en smule, fører Brady stort set alle kastestatistikker; touchdowns, yards, yards per kamp, antal kast og completions. Det er simpelthen utroligt. Er det muligt, at Brady, der i indeværende uge kastede sit touchdown nummer 600, da han med fire touchdowns nemt knuste et ellers kompetent Bears-forsvar, ikke er set bedre? I hvert fald er Brady er ny etter på listen.

2. Kyler Murray, QB, Arizona Cardinals (-1)
Det var ikke, fordi Murray for alvor imponerede i pligtsejren over Houston Texans. Alligevel kastede han tre touchdowns og ramte på over 70% af sine kast. Cardinals er stadigvæk ubesejret, og Murray har gang i en utrolig sæson. Det er dog værd at bemærke, at Kyler, der anses for at være en af de bedste dual threat quarterbacks, i år ikke har løbet for mere end 40 yards, og han ikke har scoret på jorden i de sidste fire kampe.

3. Dak Prescott, QB, Dallas Cowboys (-)
Cowboys sad over i uge 7, hvorfor Dak ikke var i spil. Men det var også godt det samme – han efterlod kampen mod Patriots i sidste uge i en Walker-støvle pga. en lægskade. Eftersigende skulle han dog være klar til kamp, når Cowboys tager til Minnesota for at møde Vikings.

4. Matt Stafford, QB, Los Angeles Rams (-)
Om det var onside kicks eller fake punts, så gjorde Lions tilsyneladende alt for, at deres gamle stjerne-quarterback ikke fik bolden mere end højst nødvendigt. Alligevel lykkedes det Stafford at kaste tre touchdowns og 334 yards mod et toptændt Lions-mandskab. Flot præstation af Stafford i en personligt svær kamp.


Varm

5. Josh Allen, QB, Buffalo Bills (-)
Efter at sejren mod Titans gled fra dem til sidst i uge 6, oversad Allen og Bills i uge 7. Nu kan han få oprejsning mod Dolphins, det hold, han har præsteret klart bedst mod i sin karriere. I 7 kampe har han scoret 22 touchdowns mod delfinerne. Laver han en vanlig præstation mod dem, kan Allen måske hoppe opad på listen.

6. Trevon Diggs, CB, Dallas Cowboys (-)
Nød en fortjent friuge i uge 7. Efter syv spillerunder, hvoraf han har spillet seks af dem, har han syv interceptions. Nummer to og tre på interception-liste har hendholdsvis fire og tre. Ydeligere er han stadigvæk den spiller med flest pass deflections. Nu venter Vikings og Kirk Cousins, som kun har kastet to interceptions i år. Slutter Diggs’ flotte stime her?

7. Derrick Henry, RB, Tennessee Titans (+1)
Titans ødelagde Chiefs, men det var ikke fordi, Henry løb dem over. Han havde svære betingelser, da Chiefs syntes at gøre alt for at lukke ham ned. Da Henry ikke kunne få tingene til at køre på jorden, så kastede han bare i stedet. Han endte således med flere kastede touchdowns en Patrick Mahomes. Han tager et skridt opad, men det er mere i kraft af hans samlede præstation for året, og nedenstående.

8. Cooper Kupp, WR, Los Angeles Rams (+1)
Der er nok ikke mange, der havde troet, Kupp efter 7 uger ville have flere touchdowns, yards, catches, og targets end nogen anden receiver. Han er på vej til at nå 1955 yards og 22 touchdowns. Ud af 13 targets greb Kupp i denne uge mod Lions 10, hvilket er hans højeste i år. Derudover satte han også to scoringer på tavlen. Når prisen for årets offensive spiller skal udgives, er Kupp ikke et dårligt bud.

9. Joe Burrow, QB, Cincinnati Bengals (ny på listen)
AFC’s nye førsteseed hedder Cincinnati Bengals. Det lyder helt skørt for et hold, der de sidste to år sammenlagt har vundet seks kampe. Samme antal har de nu vundet i syv kampe, og det er Joe Burrow en af hovedårsagerne til. Efter overrevede ledbånd og korsbånd i knæet sidste år, er det intet mindre end ufatteligt imponerende, at Burrow er kommet så stærkt tilbage og nu viser sig som en af ligaens bedste quarterbacks. Med et brag af en kamp imod divisionsrivalen fra Baltimore, hvor han kastede for mere end 400 yards samt tre touchdowns, er Burrow ny mand på listen.

Gløder stadig

10. Myles Garrett, DE, Cleveland Browns (+1)
Det var ikke et frygtindgydende angreb, Garrett og Browns mødte i Denver, men de fik arbejdet gjort. Broncos fik kun 40 yards på jorden, og Garrett fik lagt Bridgewater ned 1,5 gange og fører nu NFL med 9,5 sacks, to mere end Titans’ Harold Landry III. Garrett får tiendepladsen i denne uge over Watt, der taber lidt på at have haft friuge. På søndag får vi dem at se i samme kamp.


Slår gnister

Aaron Rodgers, QB, Green Bay Packers (-)
Siden det forbavsende nederlag i uge 1, har Packers vundet seks i træk. I de kampe har Rodgers kastet 15 touchdowns og bare en enkelt inteception. Det burde egentlig række til en plads på listen, men da feltet er tæt, når han akkurat ikke ind på top 10 endnu.

Lamar Jackson, QB, Baltimore Ravens (-4)
Topopgøret i AFC North blev en grim en af slagsen for den tidligere MVP. Ravens fik stryg, og han blev sacket fem gange og ramte kun på 42% af sine kast. Overordnet har folk stadigvæk være imponerede over Jackson i år, men ikke nær så høj på ham, Det skyldes primært, at han ikke har kastet mere end ét touchdown mere end én gang i sæsonens syv kampe. Det er mildest talt ikke imponerende. Ydeligere, et centralt element i Jacksons spil er hans løbeevne, og her synes jeg heller ikke, han har imponeret så meget som tidligere. Kun i én kamp han han scoret på jorden, og kun én gang (samme kamp), har han løbet for mere end 100 yards i en kamp. Jackson får nogle måske for reaktionære tæsk på listen i denne uge, da han ryger fra syvendepladsen til buffer-zonen.

T.J. Watt, DE, Pittsburgh Steelers (-1)
På trods af mit forsøg på ikke at lade friuger hæmme folk på MVP-termometeret, falder Watt ud af top 10 i denne omgang. Han vandt Steelers’ seneste kamp mod Seahawks, hvor han forcerede en fumble i overtiden. Watt snitter også over et sack per kamp, så han er på alle måder med i kampen om pladser på listen, men udgår for nu.

Justin Herbert, QB, Los Angeles Chargers (-)
Sad over denne uge, men led et pinligt nederlag til Ravens, sidst han spillede. Siden led Ravens selv et pinligt nederlag til Bengals. Herbert er derfor en lidt svær størrelse at blive klog på i MVP-sammenhæng. Han fortjener dog stadigvæk udmærkelse, hvorfor han bliver på listen. Nu venter Bill Bilichick, der er notorisk kendt for at være hård ved unge quarterbacks.

Ja’Marr Chase, WR, Cincinnati Bengals (ny på listen)
Der er ingen tvivl om, at Ja’Marr Chase er den absolutte favorit til årets rookie. Hold op, hvor er han farlig, når han får bolden i hænderne. 21,4 svimlende yards snitter han per grebne bold. Næstflest yards efter Kupp, og deler tredjepladsen for flest touchdowns med seks. Næste uge er det Jets, der skal prøve kræfter med Chase. De tillod Patriots at score 54 i sidste uge. Held og lykke.

Udgået fra sidste uges liste:
Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs