Den tidligere New York Jets-quarterback Mark Sanchez lægger hjelmen på hylden efter 10 sæsoner i NFL. I stedet skal han være ekspert på tv.

Mark Sanchez har spillet sin sidste NFL-kamp.

Den 32-årige quarterback har besluttet sig for at lægge hjelmen på hylden og stoppe karrieren efter 10 år i NFL. Det skriver New York Post. Sanchez’ tidligere klub New York Jets har også lykønsket quarterback med karrierestoppet på Twitter.

Han slipper imidlertid ikke sporten helt. Ifølge New York Post har Mark Sanchez’ sikret sig et nyt job som ekspert i ABC/ESPN’s dækning af college football.

Mark Sanchez blev i 2009 valgt som nummer fem i draften af New York Jets, og han førte Jets til AFC Championship-kampen i sine to første sæsoner i klubben.

Quarterbacken formåede imidlertid aldrig at leve op til forventningerne, der følger med, når man er femtevalget i draften. Efter fem år i New York-klubben blev han reserve hos Philadelphia Eagles, Dallas Cowboys og senest Washington Redskins.

I alt står han noteret for 79 kampe i NFL, hvor han ramte på 56,6 procent af sine kast og kastede for 15.357 yards med 86 youchdowns og 89 interceptions til følge.