Der gik ikke længe, før runningback Le’Veon Bell fandt et nyt hjem, og lidt overraskende er det hos Super Bowl mestrene.

Sikke en omvæltning. Dagen efter at være blevet fritstillet fra NFLs måske dårligste mandskab, har Le’Veon Bell skrevet under med NFLs måske bedste mandskab.

Selvom det er lidt en overraskelse, at det blev Chiefs der løb med runningbackens gunst, så giver det supergod mening for alle parter.

Chiefs har netop tabt deres første kamp, og især angrebet har ikke været lige så flydende, som vi så sidste år. Godt nok har de tilføjet Clyde Edwards-Helaire i draften, som har fået en flot start på karrieren, men der har alligevel manglet noget på angrebet, der har lukreret alt for meget på quarterback Patrick Mahomes og hans evne til at skabe noget på egen hånd.

Nu får de pludselig en “ægte” runningback ind, der på trods af sine 28 år ikke har taget de tæsk som mange andre runningbacks har. Han sad udenfor hele 2018-sæsonen, og inden da spillede han bag ved en offensiv linje i Pittsburgh Steelers, hvor han sjældent blev ramt hårdt.

Han har været skadet i begyndelsen af indeværende sæson og har kun rørt bolden 22 gange i år for New York Jets. Frustrationen var tydelig, da han begyndte at like tweets fra fans, der gerne så ham benyttet mere, og andre der spekulerede i, at han skulle fritstilles.

Det sidste blev en realitet tirsdag, da Jets efter at have undersøgt mulighederne for en handel sagde farvel og tak Le’Veon Bell efter blot 17 kampe for klubben.

Nu kommer han i stedet til Chiefs på en ét-årig aftale, hvor han igen får en god offensiv linje foran sig.

Chiefs håber på, at han igen kan finde tilbage til formen fra Steelers-tiden, hvor hans store tålmodighed bag den offensive linje ofte udmøntede sig i store plays. Bell har også tidligere været fremragende i kasteangrebet, men blev benyttet forsvindende lidt i den rolle hos Jets. I 2017 løb han bolden 321 gange for 1291 yards og greb ikke færre end 85 bolde for 655 yards og scorede i alt 11 touchdowns i sin sidste sæson for Steelers.

Rookie Clyde Edwards-Helaire har været en fin tilføjelse til Chiefs, og han har håndteret bolden på 82% af alle Chiefs løb indtil videre. Med Bell på holdet får Chiefs pludselig en runningback, der kan tage noget af den arbejdsbyrde og tillade Edwards-Helaire at blive en større trussel i kasteangrebet. Og mon ikke headcoach Andy Reid finder en måde at få de to runningbacks på banen samtidig også.

Buffalo Bills og Miami Dolphins var også i spil som nye arbejdsgivere. Sidstnævnte tilbød i sidste øjeblik Bell en to-årig kontrakt, men i stedet blev det altså de forsvarende mestre, der trak det længste strå.

Som man siger i USA: The rich get richer!