Jonathan Stewart har skrevet under på en endagskontrakt med Carolina Panthers for at gå på pension.

Efter 11 sæsoner i NFL lægger runningback Jonathan Stewart hjelmen på hylden.

Den mangeårige Carolina Panthers-profil skrev tirsdag under på en endagskontrakt med netop Panthers, så han kunne gå på pension som en Panthers-spiller.

Det bekræfter klubben selv.

At få muligheden for at vende tilbage til Panthers for at indstille karrieren glæder Stewart.

– Jeg føler mig bare beæret over at være tilbage her og se mine venner. At de giver mig dette øjeblik, det betyder meget. Jeg ved, at jeg har en organisation, der tænker på mig og støttede min karriere, og hvad jeg bragte til bordet, fortæller Stewart ifølge klubbens hjemmeside.

Jonathan Stewart, 32 år, spillede ti sæsoner for Carolina Panthers, efter at de valgte ham i første runde af NFL-draften i 2008. Siden har han løbet for 7.318 yards, hvilket er flest af alle i Panthers’ historie.

I 2018 skiftede Stewart til New York Giants, men det skifte blev ikke en succes. Runningbacken nåede blot at løbe seks gange for 17 yards, før han blev skadet.