Dallas Cowboys-ejeren forventer, at der kommer ændringer af ligaens marihuana-politik i den nye overenskomst mellem NFL og Spillerforeningen

Josh Gordon. Randy Gregory. Justin Blackmon. Martavis Bryant. David Irving.

Nogle få udvalgte navne på en lang liste af spillere, der har ødelagt eller skadet deres karriere p.g.a. brug af cannabis og dertilhørende karantæner.

Ligaens nultolerance overfor cannabis har været omdiskuteret, i takt med at flere og flere amerikanske stater har lovliggjort cannabis helt eller delvist.

Med nye overenskomstforhandlinger mellem NFL og Spillerforeningen i horisonten – den nuværende aftaler udløber efter næste sæson – er der langt om længe mulighed for at ændre reglerne for brug af marihuana. Og ifølge en af NFL’s mest magtfulde ejere, den 77-årige Dallas Cowboys-ejer Jerry Jones, kan vi forvente at se ændringer. Det fortalte han i radioprogrammet “The Fan”.

– Vi er begejstrede for at følge med den sociale og lovmæssige udvikling. Så vi har ikke kun konkurrenceevnen i hovedet, når vi diskuterer de forskellige typer stoffer. Vi skal forholde os til loven, og vi skal forholde os til samfundets fokus på stofferne.

– Alt det får opmærksomhed, når vi diskuterer emnet med spillerne, og I kan godt forvente ændringer i den måde, marijuana bliver tænkt på [i ligaen].

Jerry Jones har stor indflydelse blandt NFL’s ejere, så med hans udmelding virker det overvejende sandsynligt, at ligaen er villig til at fjerne marihuana fra listen over forbudte stoffer i den kommende overenskomst.