We’re talking about practice, man
Sådan lød en små-irriteret Allen Iverson i 2001, da en reporter spurgte ham hvorfor han ikke havde været regelmæssigt til træning for NBA-holdet Philadelphia 76ers. Iverson er imidlertid måske ikke den eneste, der ville have gavn af at træne mere. Som et led i sundhedsmæssige (og PR) overvejelser må NFL-hold ikke træne nær så meget som de har gjort tidligere. NFL er naturligivs ikke glade for skader. Når spillere er skadede, spiller de ikke, og det forringer det produkt, man prøver at sælge. Men især frygten for hovedskader har haft betydning for denne beslutning. Hjernerystelser har givet NFL alvorlige (PR) problemer, og en af måderne man har forsøgt at bekæmpe problemet er, at forsøge at mindske mængden af fysiske træninger.
Den position, der kræver mest træning og sammenspilning er ikke en position men en enhed: den offensive linje. Den offensive linjemand, der i forvejen har et utroligt vanskeligt job, har aldrig haft sværere vilkår. Defensive tackles, ends og linebackers har ikke før været bedre atleter. At tilbageholde ivrige EDGE rushers, der måler 190 cm, vejer 115 kg og løber 40-yards på 4,5 sekunder er nærmest en umulig opgave. Derudover skal alle på den offensive linje vide hvad hinanden gør og hvordan hinanden reagerer på enhver given defensiv opstilling og udvikling – hvert eneste spil. Dét, at mængden af brugbare træninger er blevet nedskåret rammer formentlig den uhyre koordinerings-afhængige offensive linje hårdest.
Traditionelt set skal en offensiv linje skabe en tryg lomme til quarterbacken, der derved får tid og plads til at foretage sit kast. Selvom dette i manges bevidsthed stadigvæk er den bedste måde at opbygge et NFL-kasteangreb på, er betingelserne for en succesfuld enhed uhyggeligt svære. Line of scrimmage er det fysisk hårdeste sted at spille, det betyder endvidere at kostbare linjemænd ofte kommer til skade, hvilket ydeligere vanskeligører deres arbejde som enhed. Dette betyder, at kun de færreste offensive linjer kontinuerligt kan afholde defensive pass rushers adgang til lommen, hvilket som udgangspunkt ødelægger præmissen for et succesfuldt kastespil. NFL head coaches og offensive koordinatorer har derfor måtte tænke ud af boksen. Hvordan kan man opstille et succesfuldt kasteangreb, hvis ens OL ikke formår at skabe en ren lomme fra hvor ens QB kan kaste? – Det gør man ved skematisk at ændre angrebet ved at gøre linjens opgave nemmere. Det er nemmere at skabe sikre betingelser for QBen, rent skematisk og pragmatisk, hvis en del af kastespillene foregår uden for lommen. Herved neutraliserer man dele af den defensive linje skematisk. Selvom det langt fra er hver eller hver anden gang, skaber man truslen ved det, hvilket forsvaret må tage højde for, og det kan sænke pass rushet.
Næste side: Opsummering
