Joe Panos, der er Hjalte Froholdt’s agent, har arrangeret en O-line minicamp for syv af sine klienter i Arizona.

Opdatering: Hjalte Froholdt oplyser til Gul klud, at han af logistiske årsager ikke deltager i denne uges camp, men at han håber på at være med i en af de kommende, der arrangeres af Joe Panos.

Panos er tidligere offensiv linjemand og træner i NFL, og er nu agent hos Athletes First, der har et udbredt klientel af NFL-spillere. Han har arrangeret en minicamp for unge offensive linjemænd, der gerne vil forbedre sig i en tid uden fysiske holdtræningspas.

De syv spillere – Dolphins’ Michael Dieter, Austin Jackson og Robert Hunt; Cowboys’ Tyler Biadasz; Ravens’ Ben Bredeson; Lions’ Beau Benzschawel – ankom til Arizona i søndags og skal være der til lørdag. Hver dag står på træningspas med Panos som træner samt fokus på kost.

Målet med campen er at skabe et konkurrencedygtigt miljø, samt at de unge spillere kan lære af hinanden som ultimativ forberedelse til det tidspunkt, hvor NFL kan vende tilbage til de normale træninger.

Gulklud har tidligere fået et stort indblik i Froholdt’s karriere, da han har været flittig til at dele sine oplevelser, i tiden op til den dag, han blev valgt i fjerde runde af Patriots i 2019 draften. Siden da er Froholdt kommet ind i Belichick’s system, hvor spillere sjældent får tilladelse til at snakke med medierne. Derfor er det spændende med en lille opdatering på Froholdt’s forberedelser i en svær og utraditionel tid med coronavirus som den altoverskyggende faktor.

Panos fortæller, at han allerede planlægger flere af disse camps i både juni og juli inden training camp forhåbentlig kan starte til tiden i slutningen af juli. Hjalte Froholdt var på skadeslisten hele sidste sæson, og han skal forsøge at imponere Patriots’ nye O-line træner, der endnu ikke er blevet udpeget.