Kampprogrammet for 2020-sæsonen er ude, og Gul klud giver dig her de 10 fedeste kampe. Brady vs. Brees, Lamar vs. Mahomes, Burrow vs. Tua og meget mere!

Natten til fredag offentliggjorde NFL endelig kampprogrammet for de 256 grundspilskampe i denne sæson. NFL har trukket offentliggørelsen på grund af usikkerhederne omkring den aktuelle corona-krise, men ligaen holder i første omgang fast og arbejder efter den sædvanlige sæsonstart i den anden uge af september.

Hvis alt går efter planen, åbner de forsvarende Super Bowl-mestre Kansas City Chiefs ballet mod Houston Texans torsdag den 10. september (fredag den 11. september klokken 02.20 dansk tid). Sidste spillerunde afvikles søndag den 3. januar.

Det er næsten en umulig opgave at fremhæve nogle kampe frem for andre, da der er ekstremt mange spændende opgør i vente, men vi gør et forsøg alligevel. Derfor får du herunder de 10 fedeste kampe i sæsonen!

Obs: Kampene er rangeret kronologisk efter tid. Alle kamptidspunkter fremgår i dansk tid. Det vil fx sige, at en SNF-kamp fremgår som en mandagskamp.

1. Baltimore Ravens – Kansas City Chiefs (MNF) uge 3, tirsdag den 29. september klokken 02.15
NFL MVP 2019 vs. Super Bowl LIII MVP. Lamar Jackson vs. Patrick Mahomes. De to storfavoritter i AFC brager sammen allerede i tredje spillerunde, når Chiefs lægger vejen forbi Ravens’ hjemmebane. Det kan kun blive et konge-opgør!

2. Buffalo Bills – Kansas City Chiefs (TNF), uge 6, fredag den 16. oktober kl. 02.20
Skal 2020 være året, hvor Bills ENDELIG genindtager tronen i AFC East for næsen af Tom Brady-løse Patriots? Vi får et reelt indtryk af Bills’ styrke, når Chiefs tager turen til det nordøstligste USA i en lækkerbisken af en torsdagskamp.

3. New England Patriots – San Francisco 49ers, uge 7, søndag den 25. oktober kl. 22.25
Jimmy Garoppolo vender tilbage til Foxborough, hvor han sammen med 49ers vil være favoritter mod Patriots. Kan Belichick og hans forsvar drive gæk med Jimmy G, eller er de forsvarende NFC-mestre bare for stor en mundfuld for værterne? Et ekstremt interessant opgør venter i uge 7.

Næste side: Brady vs. Brees og et brag i Pittsburgh! (brug knappen nedenfor)