
De 32 NFL-hold havde indtil 1. maj til at beslutte, om de vil forlænge kontrakten med ét år for de spillere, der er valgt i første runde af draften i 2022.
Jacksonville Jaguars åbnede draft-ballet i 2022 med Edge Travon Walker, og Detroit Lions og Houston Texans fulgte trop med Edge Aidan Hutchinson og cornerback Derek Stingley Jr. Mens de to førstnævnte netop har fået sat et ekstra år på deres rookie-kontrakt, så er Stingley allerede blevet forlænget med en stor lukrativ kontrakt.
Sammen med de 29 (ja, faktisk kun 28) andre spillere fra første runde i 2022 går de nemlig nu ind i deres fjerde NFL-sæson, og som tidligere første-runde-valg ligger der en option for klubben til at forlænge kontrakten fra de normale fire år til fem år.
Det ekstra kontraktår er først gældende for 2026-sæsonen. Muligheden for at forlænge kontrakten kaldes “5th year option”, og klubberne havde til og med 1. maj til at beslutte, om de vil indfri optionen.
Hvis klubben ikke vælger at indfri optionen, så er spilleren fritstillet efter den kommende sæson og fri til at skrive under med alle andre klubber.
Hvem er berettiget til 5th year options for NFLs 2022 draft?
En enkelt spiller er ikke aktuel til en 5. års option. Minnesota Vikings har fritstillet safety Lewis Cine. Tre andre spillere er blevet tradet fra deres oprindelig hold (Kenny Pickett endda to gange), men ingen af dem er blevet forlænget.
New York Giants OT Evan Neal på pick 8 er den højest draftede spiller, der ikke fik sin 5. års option smidt om halsen.
Du kan her se, hvilke hold, der benyttede deres 5th year option, og hvad det ekstra år koster klubben (eller ville have kostet).
| Pick | Spiller | Hold | Pos. | Værdi | Forlænget |
|---|---|---|---|---|---|
| 1 | Travon Walker* | Jaguars | EDGE (LB) | $14,751,000 | Ja |
| 2 | Aidan Hutchinson* | Lions | EDGE (LB) | $20,862,000 | Ja |
| 3 | Derek Stingley Jr. | Texans | CB | $20,186,000 | Ny kontrakt |
| 4 | Ahmad Gardner* | Jets | CB | $20,186,000 | Ja |
| 5 | Kayvon Thibodeaux* | Giants | EDGE (LB) | $14,751,000 | Ja |
| 6 | Ikem Ekwonu* | Panthers | LT (OL) | $17,560,000 | Ja |
| 7 | Evan Neal | Giants | RT (OL) | $17,560,000 | Nej |
| 8 | Drake London* | Falcons | WR | $16,817,000 | Ja |
| 9 | Charles Cross* | Seahawks | LT (OL) | $17,560,000 | Ja |
| 10 | Garrett Wilson* | Jets | WR | $15,493,000 | Ja |
| 11 | Chris Olave* | Saints | WR | $15,493,000 | Ja |
| 12 | Jameson Williams* | Lions | WR | $15,493,000 | Ja |
| 13 | Jordan Davis* | Eagles | IDL (DT) | $12,938,000 | Ja |
| 14 | Kyle Hamilton* | Ravens | S | $9,267,000 | Ja |
| 15 | Kenyon Green | Eagles | LG (OL) | $16,685,000 | Nej |
| 16 | Jahan Dotson | Eagles (WAS) | WR | $16,817,000 | Nej – Tradet |
| 17 | Zion Johnson | Chargers | LG (OL) | $17,560,000 | Nej |
| 18 | Treylon Burks | Titans | WR | $15,493,000 | Nej |
| 19 | Trevor Penning | Saints | RT (OL) | $16,685,000 | Nej |
| 20 | Kenny Pickett | Browns (PIT) | QB | $22,117,000 | Nej – Tradet |
| 21 | Trent McDuffie* | Chiefs | CB | $13,632,000 | Ja |
| 22 | Quay Walker | Packers | LB | $14,751,000 | Nej |
| 23 | Kaiir Elam | Cowboys (BUF) | CB | $12,682,000 | Nej – Tradet |
| 24 | Tyler Smith* | Cowboys | LG (OL) | $21,272,000 | Ja |
| 25 | Tyler Linderbaum | Ravens | C (OL) | $23,403,000 | Nej |
| 26 | Jermaine Johnson II* | Jets | EDGE (LB) | $13,411,000 | Ja |
| 27 | Devin Lloyd | Jaguars | LB | $14,751,000 | Nej |
| 28 | Devonte Wyatt* | Packers | IDL (DE) | $13,922,000 | Ja |
| 29 | Cole Strange | Patriots | LG (OL) | $16,685,000 | Nej |
| 30 | George Karlaftis* | Chiefs | EDGE (DE) | $15,196,000 | Ja |
| 31 | Daxton Hill* | Bengals | CB | $12,682,000 | Ja |
| 32 | Lewis Cine | Vikings | S | $12,682,000 | Fritstillet |
Hvordan udregnes løn for NFLs 5th year option?
I modsætning til tidligere er størrelsen af 5. års kontrakten ikke længere afhængig af, hvornår man blev draftet, men i stedet udregnet efter spilletid og Pro Bowls.
Samtidig er lønnen på 5. års kontrakten nu også fuldt garanteret, i det øjeblik klubben og spilleren har underskrevet optionen.
Flere Pro Bowls:
Spillere, der er udpeget til to eller tre Pro Bowls, vil være berettiget til en femte-års grundløn svarende til franchise-tagget på deres position (gennemsnit af de fem højest-lønnede).
1 x Pro Bowl:
Spillere, der er udpeget til præcis én Pro Bowl vil være berettiget til en femte-års grundløn svarende til transition-tagget på deres position (gennemsnit af de 10 højest-lønnede).
Spilletid:
Disse spillere vil være berettiget til en femte års grundløn beregnet ud fra gennemsnittet af den 3. til 20. højeste løn på deres position i løbet af de seneste fem sæsoner, forudsat at antallet af snaps spillet gennem deres første tre sæsoner opfylder et af de følgende tre kriterier:
-75 % eller mere i to af deres første tre sæsoner
-Et gennemsnit på 75 % eller mere over alle tre sæsoner
-50 % eller mere over alle tre sæsoner
Fritstillet
Spillere, der er blevet fritstillet, er fritaget for femte-års option. Også selvom de har fået kontrakt hos en ny klub. Spillere, der er tradet indgår stadig i ordningen, og spillerens nye klub skal tage stilling til, om de vil forlænge ham.
Andre
Spillere, der ikke opfylder nogen af ovenstående krav, vil være berettiget til en femte års grundløn beregnet ud fra gennemsnittet af den 3. til 25. højeste løn på deres position over de seneste fem sæsoner.








