Selv om man blot har spillet en hel sæson i NFL, kan man godt have gjort sig upopulær hos sin arbejdsgiver, Giants overvejer at skille sig af med ung receiver.

New York Giants valgte med det 20. valg i 2021-draften wide receiver Kadarius Toney, men ifølge flere kilder kan New Yorks blå giganter allerede nu være ved at opgive samarbejdet med ham.

Ifølge den lokale journalist, Pat Leonard, der dækker holdet for New York Daily News, så er holdet i øjeblikket i gang med at undersøge, om de kan trade receiveren til et andet mandskab.

Receiveren er blot 23 år gammel og viste i sin debutsæson glimt af stort potentiale, men skader bremsede den helt store udvikling. Det blev til spilletid i 10 af 17 kampen, hvoraf fire var fra start. Her greb Toney 39 bolde for 420 yards, men spillede aldrig mere en fire kampe i træk.

Receiverens største præstation kom i femte spillerunde, hvor han i et nederlag til Cowboys greb bolde for mere end 180 yards.

Før draften rejste en del talentspejdere spørgsmål ved receiverens dedikation til football, og fra collegetiden i Florida var der flere problematiske hændelser. Receiveren blev blandt andet stoppet af politiet, hvor han var i besiddelse af et maskingevær og blev i 2018 også tildelt en karantæne af Florida Gators trænerstaben for ikke at leve op til holdets standard.

Receiveren selv har dog taget til de sociale medier for at mane rygterne til jorden. På Instagram skriver Toney:

“Hvis du tror på alt, du læser på internettet er du for godtroende.”

New York Giants har fået ny ledelse i træner Brian Daboll og administrerende direktør (general manager) Joe Schoen.