Når HBO skal lave den kommende sæson af Hard Knocks, bliver det med enten Bears, Saints, Jets eller Commanders.

I 2001 gav NFLs Hard Knocks et unikt indblik i holdenes optakt til den kommende sæson ved at følge nøglespillere, trænere og ejere, når de forbereder sig på kampen om et Lombardi-trofæ.

Udover en pause fra 2002 til 2007 har showet stort set været fast inventar i sæsonoptakten, og igen i år gentager NFL succesen.

Der er fire hold, som lever op til NFLs kriterier, og dermed kan tvinges til at deltage i showet. Bears, Saints, Jets og Commanders.

  • De er ikke nået til slutspillet i to sæsoner i træk
  • De har en cheftræner på mindst andet år i jobbet
  • De har ikke været vært for “Hard Knocks” i de seneste 10 år

Det er selvfølgelig altid muligt at melde sig frivilligt til at deltage i showet. Men ud fra de meldinger, som er kommet frem på twitter, så er der vist ikke nogen af holdene, som har interesse i det.

Når og hvis Jets sikrer sig Aaron Rodgers må New Yorkerholdet være en stærk favorit blandt producerne, som sandsynligvis vil falde over hinanden for at få interviews og optagelser af den kommende Hall of famer.

Sidste år var Detroit Lions med i Hard Knocks, mens der også blev lavet en sæson, der omhandlede Cardinals, mens de var i gang med sæsonen.