Det kan godt være, at der er mange gode kampe blandt de tidligere kampe, men hvis du kan få lov at se NFL mens raketterne fyrer omkring dig, så bliver du belønnet. Der er nemlig fede kampe i vente, når kampene kl 22 starter – heriblandt to Super Bowl rematches.
Seahawks (8-7) – Steelers (8-7) kl. 22:05
Kenny Picket har fået “tvivlsom” status, men det ændrer ikke ved, at Mason Rudolph kommer til at starte for Pittsburgh Steelers. Det gjorde han også ok i sidste runde, hvor det blev til 290 yards i luften og to touchdowns.
Hvis Rudolph skulle føre Steelers til sejr, ender Steelers endnu en gang med en sæson med flere end – eller lige så mange sejre som – nederlag. Tomlin har endnu ikke haft en “loosing season” i NFL, og den 36-årige cheftræner har trods alt været Steelers cheftræner i 17 sæsoner.
Med en sejr kommer Tomlin også på omgangshøjde med Pete Carroll. Carroll har vundet 180 kampe i NFL, hvilket er 13. flest. Tomlin har én færre sejr.
Broncos (7-8) – Chargers (5-10) kl. 22:25
Det kunne have været Russell Wilson mod Justin Herbert i en episk kamp om AFC West, som måske kan fravristes Kansas City Chiefs i år – men ak.. I stedet bliver det Jarred Stidham mod Easton Stick.
Læs også: 10 svar vi leder efter i 17. spillerunde
Denver Broncos valgte tidligere på ugen at bænke Russell Wilson i de sidste to kampe i sæsonen – en beslutning, der lugter lidt af, at Wilson nok er en færdig mand i Denver.
Justin Herbert er derimod langt fra færdig i Los Angeles. Han er bare færdig for sæsonen på grund af en skade.
Bengals (8-7) – Chiefs (9-6) kl. 22:25
Der er hævnkamp mellem Kansas City Chiefs og Cincinnati Bengals, som efterhånden har oparbejdet sig lidt af en rivalisering. Oven på de to opgør i slutspillet, hvor de mødtes i henholdsvis Super Bowl og Konferencefinalen, har de to hold fået ondt blod mellem sig.
Men der er desværre langt fra de to tophold, og ned til søndagens kamp. Det er et amputeret Bengalshold, der mangler Joe Burrow og muligvis Ja’marr Chase, mens Chiefs bare har set sløve ud i store dele af sæsonen.
Chiefs viste i sidste spillerunde, at de godt kunne tabe til elendigt quarterbackspil – Bengals reserve Jake Browning har ikke været elendig. Måske det er nok?
Packers (7-8) – Vikings (7-8) kl. 02:20
De to ærkerivaler mødtes senest i 9. spillerunde, hvor Vikings cruisede en dyrt købt sejr hjem.
Det var nemlig her, at Kirk Cousins måtte udgå med sin skade, og siden har de to hold haft fuldstændig modsatrettede formkurver. Vikings har kæmpet fra uge til at uge for at få quarterbackpositionen til at fungere, mens Packers i de seneste uger har set Jordan Love få en mindre opblomstring oven på en forfærdelig start på sæsonen.
Læs også: Karrusellen fortsætter i Vikings: Mullens bænket
Nu står de to hold overfor en altafgørende kamp. Ingen af dem er inde i slutspilsvarmen på nuværende tidspunkt. Men et nederlag ville sende det tabende hold helt ud i vinterkulden.










