Et af de mest ikoniske og mest genkendelige hjælpemidler i amerikansk fodbold kan være på vej ud. NFL har testet elektronisk måling af 1. down.

Du kender det fra tv. To halvgamle, let overvægtige mænd kommer luntende ud på banen. De har hver en lang, tynd pæl i hånden med et slags orange og sort trekantet flag og en rund ditto på toppen. Og mellem sig har de en kæde. Præcis 10 yards lang.

De er populært kendt som “the chain gang”, men måske går der ikke længe, før vi har set det sidste til dem.

Det er nemlig kommet frem, at NFL i sidste sæson testede optisk sporing på to stadioner til måling af, om en given boldholder havde fået første down. De testede det sågar også til den netop spillede Super Bowl LVIII på Las Vegas’ Allegiant Stadium.

Og det er vel på tide, vil mange mene. I en liga, der aldrig har været bange for at omfavne nye teknologiske landvindinger og var de første til at bruge slow motion, opfandt VAR (på godt og ondt), have mikrofoner i hjelme og meget mere, der kan det virke underligt, at noget så gammeldags som en kæde skal afgøre, om en anslået boldplacering har givet første down.

Vi skal dog væbne os med tålmodighed lidt endnu, for systemet forventes ikke at være klar til brug i løbet af 2024-sæsonen, og det vil også kræve 75% flertal i en afstamning blandt NFLs ejere for at blive implementeret.

Det er samtidig kommet frem, at NFL har testet andre teknologier, der også snart kan snart finde vej til ligaen og din fjernsynsskærm.

Det drejer sig om et nyt VAR-system med højopløsningskameraer langs mållinjen, sidelinjen og baglinjen, udover et såkaldt Skeletrack-system, der konstant sporer bolden, spillere og dommere. Desuden skulle et Smartwatch med specielle funktioner til at assistere dommerne også være blevet testet, og kan gøre sit indtog i NFL allerede i den kommende sæson.