Der var tre hold på banen torsdag aften. Cowboys, Seahawks og Zebras.

Masser af point, masser af flag og nul punts

Spilleuge 13 åbnede med en vild kamp, da Dallas Cowboys for første gang i år var presset på hjemmebane, men til sidst trak sig sejrrigt ud med en 41-35 sejr over Seattle Seahawks. Det var den 14. sejr i træk for Dallas på hjemmebane, og nu nærmer de sig klubrekorden på 18 fra midt 70erne.

Med 76 point var det årets mest pointrige torsdagskamp, og for de to puntere var det en nem dag på kontoret, da de kun kom på banen for at holde på extra point. Sagt på en anden måde; hverken Seahawks eller Cowboys puntede én eneste gang. I øvrigt kun femte gang i NFL-historien, at ingen af holdene har puntet i en kamp.

Men underholdningen blev lidt skæmmet af de mange gule klude på banen. I alt smed de zebra-stribede dommerne et flag 19 gange i løbet af kampen for astronomiske 257 penalty-yards – flest i år i nogen kamp.

Lige så frustrerende som det var som tv-seer, må det trods alt have været endnu mere frustrerende for de to forsvar, der nærmest hver gang de havde lavet et stort spil, så en gul klud ligge på banen.

Som den legendariske amerikanske kommentator Al Michaels sagde flere gange: “A flag. What else is new…?”

“Here we go”

Payton Manning havde sit “Omaha” kald, som vi stadig ikke helt har fundet ud af, hvad han brugte til. Nærmest før alle snaps kiggede han lige forsvaret an og råbte “Omaha”. Dak Prescott har sin egen version af det, og den er faktisk lidt irriterende.

Dallas-quarterbacken spillede en solid kamp, og i en sæson hvor ingen rigtigt trækker fra i kampen om MVP-titlen, der er Dak Prescott stadig i spil. Torsdag kastede han for 299 yards og tre touchdowns. Hans 20 touchdown-kast over de sidste seks kampe er Cowboys-rekord, og igen var kemien med CeeDee Lamb helt i top. Lamb greb 12 bolde for 116 yards og et touchdown. Brandin Cooks, der virkelig har fundet sin plads i Cowboys angreb, greb også et touchdown, og tight end Jake Ferguson sørgede for sejren med sit touchdown med lige under to minutter igen.

Men alt det står lidt i skyggen af, at Dak Prescott har besluttet sig for, at råbe “Here we go” inden hvert snap. Hvad det betyder, ved kun han og holdkammeraterne, men for os andre bliver det lidt enerhverende at lytte på.

Skønne spildte kræfter af DK Metcalf

Cowboys havde ikke været bagud på hjemmebane endnu i år og havde ikke vundet med mindre end 20 point. Begge dele ændrede Seahawks på torsdag aften.

Ikke blot kom de foran 7-3, men de førte også ved pausen med 21-20, og kom endda foran med 28-20 i starten af anden halvleg. Cowboys kom tilbage og vandt kampen, men – og de kan ikke bruge det til noget – Seahawks spillede en flot kamp, lige indtil det sidste drive.

DK Metcalf greb seks bolde for 134 yards og hele tre touchdowns, og rookie Jaxon Smith-Njigba greb syv bolde for 62 yards.

Seahawks og quarterback Geno Smith fik chancen for at vinde kampen til sidst. Bagud med seks point fik de bolden med 1:43 af 4. quarter. Et touchdown og et extra point ville vinde kampen.

Men præcis på midterlinjen kunne Seahawks ikke få første down på hverken 3. og 2 eller 4. og 2, og naturligvis var det Cowboys unge superstjerne Micah Parsons, der med en veltimet blitz på 4. down tvang Geno Smith til at kaste bolden. Der var ingen Seahawks-spillere i nærheden af kastet, og så kunne Cowboys ånde lettet op og sikre sig sejren.

Geno Smith løb selv et touchdown ind og ramte på 23 af sine 41 kast for 334 yards med tre touchdowns og en interception.

Hvem greb den interception? Naturligvis Cowboys cornerback DaRon Bland, der i sidste uge satte NFL-rekord med sin femte pick six i sæsonen og også blev kåret til månedens forsvarsspiller i NFC-halvdelen i november.