Kansas City Chiefs dominerede fra start til slut torsdag nat mod Denver Broncos, men det krævede alligevel et Harrison Butker field goal at lukke kampen.

“What a weapon.”

“What a weapon” … det var de ord nattens kommentator legendariske Al Michaels brugte, da Chiefs kicker Harrison Butker havde sparket sit fjerde field goal og afgjort torsdagens kamp med sin scoring til 19-8.

Butker, der bare bliver kaldt Buttkicker og også bruger det kælenavn på de sociale medier, scorede fra 52 yards, og dermed lukkede han en kamp, som Chiefs aldrig burde have haft problemer med at vinde.

Der gik langt mellem Butker var i aktion i kampen. Han scorede på Chiefs første angrebsserie, deres sidste i første halvleg, og deres sidste i kampen.

Hans flotteste spark (og længste) var på 60 yards. Og det kom på første halvlegs sidste play. Broncos puntede, og Chiefs fik bolden på egen 39-yard linje med 15 sekunder igen. Men som så ofte før var det altså nok tid, til at Mahomes kunne få sine tropper i scoringsafstand.

Tre plays og 19 yards senere kom Butker ind, og i hård vind satte han et 60 yard spark gennem stængerne, der kunne havde klaret yderligere 10.

All work and no play…

Kansas City Chiefs har de seneste syv år haft taget på AFC West divisionen og især Denver Broncos. Chiefs har vundet divisionen hvert år siden 2016, og de har i den periode ikke tabt til Broncos. Plus de slog dem i 2015 også, hvor Broncos jo rent faktisk sluttede sæsonen med at vinde Super Bowl 50. Det vil sige 16 sejre i træk, svarende til den tredjelængste stime i NFL-historien, hvor ét hold har haft krammet på et andet.

Men det her var ikke specielt imponerende.

Altså forstå mig ret. Der var klasseforskel. Patrick Mahomes er en magiker. Travis Swift… ehh Kelce spillede en vild kamp, hvor han især i første halvleg var ustoppelig. Han greb alle 9 bolde Mahomes sendte i hans retning for 124 yards, men fandt ikke end zonen.

Og i det hele taget var det Chiefs problem torsdag, lige som det har været det hele sæsonen. De har svært ved at færdiggøre drives og score touchdowns. Og helt ærligt, de leger lidt for meget.

Som fan og tv-seer er det skide sjovt at se på, men det er ikke altid lige effektivt. Når det lykkes, er det sjovt, og næsten ydmygende for modstanderne, men der var for mange forsøg på trick plays torsdag nat, der ikke rigtig blev til noget.

Vildt TD af Sutton og “rekord” af Russell

Broncos var reelt ikke med i den her kamp, og alligevel blev den spændende.

Chiefs førte med 16-0 i fjerde quarter, og det begyndte faretruede at ligne et æg til Broncos, hvilket ville have været det første for Sean Payton i 17 år og 246 kampe som headcoach.

Jeg kan huske, at jeg i denne klumme sidste år skrev, hvor elendige Broncos var, og torsdagens indsats mindede meget om det.

Men så pludselig vågnede Russell Wilson op til dåd. Han løb for et par første downs, og så kastede han en bold ud i hjørnet af end zonen, hvor Courtland Sutton greb den.

Spillet blev kigget igennem. Touchdown. Æg aflyst.

Scoringen blev fulgt op med en 2-point conversion, og så stod det pludselig 16-8 i en kamp, hvor Broncos havde været helt væk.

Desværre for udeholdet fulgte Mahomes op med et langt sekund-slugende drive, der sluttede med Butkers tredje field goal.

Russell Wilson nåede en milepæl de færreste kan prale af. Eller hvad man nu gør. Han er nu blevet sacket 500 gange i NFL. Om ikke andet, siger det da noget om, hvor længe han har spillet i ligaen. Af aktive quarterbacks er han kun overgået af Aaron Rodgers med 531, og der er ikke så langt op til Tom Bradys “rekord” på 565.