Cleveland Browns og Pittsburgh Steelers åbnede tredje spillerunde i en kamp, der var langt tættere end resultatet 29-17 siger. Jeg har samlet et par hurtige tanker fra kampen, blandt andet om danske Hjalte Froholdt.

Den gyldne trio

Browns havde 378 yards på angrebet i løbet af kampen. Det er fornuftigt uden at være prangende, men det mest imponerende er, at RB Nick Chubb, WR Amari Cooper og TE David Njoko havde 303 yards til sammen.

Det var ubetinget Njokus bedste kamp i karrieren. Han tangerede sin personlige rekord for catches i en kamp med 7 allerede i første halvleg, og greb i alt 9 bolde for 89 yards og et touchdown.

Cooper greb et touchdown for anden uge i træk i en Browns-uniform og havde præcis 101 yards for anden kamp i træk på 7 catches, som kunne have været endnu mere, hvis han ikke havde trådt på sidelinjen, inden et langt catch i første halvleg. Han er den første Browns receiver med 100 yards og et touchdown to uger i træk siden Josh Gordon i 2013.

Sidst men ikke mindst er Nick Chubb ligaens bedste rene runningback. Han løb bolden 23 gange for 113 yards, scorede et touchdown og flyttede konstant kæderne.    

Med Chubb og Copper begge over 100 yards var det første gang, at Browns fik en receiver og en runningback over 100 yards i samme kamp siden 1986.

Hjalte Froholdt inde som fullback

Hjalte Froholdt har indtil videre kun spillet på special teams for Browns. Han har været en fast del af Browns field goal og extra point enhed i de første tre uger og været på banen i samlet 15 plays. Men torsdag aften så han også banen i 4. quarter for første gang i normalt spil, men ikke som guard eller center.

På mållinjen på 4. down og 1 ved stillingen 16-14 gik Browns efter touchdown. De satte Froholdt ind som fullback foran Nick Chubb, og sidstnævnte fulgte sin danske holdkammerat – eller hoppede vel nærmest – ind i endzonen for touchdown og den afgørende scoring.

Det er spændende, at Hjalte udvider repertoiret, og at Browns udvider hans arbejdsopgaver. Det vidner om stor tiltro til danskeren, der ofte bliver rost for sin arbejdsindsats og intellekt. Det kunne være sjovt, at se ham mere i den rolle, og så stille og roligt bevæge sig ind på de offensive linje også.      

Jacoby Brissett kan vinde kampe for Browns

Alle venter på, at Deshaun Watson kommer tilbage fra sin karantæne, men indtil da er Browns i gode hænder med backup quarterback Jacoby Brissett. Han lagde en lille smule nervøst ud, men så fandt han ind i en rytme, og headcoach Kevin Stefanski var ikke bange for at kalde kastespil, endda med 5 receivere på banen, så truslen af et løb ikke engang var til stede.

Brissett ramte på 21 af sine 31 kast for 220 yards med to touchdowns og ingen interceptions. Løbeangrebet er stadig motoren på angrebet, men på Browns andet touchdown i kampen løb de kun bolden tre gange, mens Brissett kastede ni gange og sluttede med et touchdown-kast til Njoku.      

Cleveland var ved at smide sejren igen

Cleveland Browns burde have været 3-0 på nuværende tidspunkt, men tabte på fuldstændig vanvittig vis i sidste uge mod NY Jets, hvor de førte med 13 point med halvandet minut igen. Torsdag må Browns-spillerne lige kortvarigt have tænkt “Åh nej, nu sker det igen”.

Hjemmeholdet var foran 23-14 med to minutter igen. Steelers scorede field goal til 23-17 og forsøgte et onside kick. I sidste uge fik Jets fat i deres onside kick, og torsdag var det lige ved, at Steelers fik fat i deres. Heldigvis for Browns kunne de ånde lettet op, da bolden røg gennem hænderne på flere spillere og ud over sidelinjen.    

Hvorfor vandt Browns så med 12? 

Efter onside kicket fik Browns bolden men gik tre-og-ud og Steelers fik bolden tilbage på egen 4-yard linje med 9 sekunder tilbage. Quarterback Mitchell Trubisky kastede kort til Diontae Johnson, så gik der ellers rugby i den med flere bagudrettede kast. Desværre for Steelers kom de ikke rigtig frem af banen, men endte med at fumble den ind i egen end zone, hvor Browns cornerback Denzel Ward kastede sig ned over den til et defensivt touchdown og scoren 29-17.      

Rookie kicker Cade York har lidt at arbejde med

OK, helt slemt står det ikke til med rookien, men efter spilleuge 1, hvor han blev helten med et gamewinning field goal i sidste sekund, så er han kommet lidt ned på jorden igen med to brændte extra point.

I sidste uge mod Jets endte det med at være forskellen i 31-30 nederlaget (selvom mange andre faktorer også spillede ind). Og torsdag nat brændte han igen et extra point, som kunne have kostet sejren. Heldigvis blev han reddet af et angreb, der kontrollerede sagerne i anden halvleg og et forsvar, der holdt Steelers til tre point efter pausen.

Når det så er sagt, så stod der en strid vind på tværs af banen, som betød at Steelers kicker Chris Boswell brændte et 53-yard field goal. York ramte på sit 34-yard field goal og to af sine tre extra point.   

George Pickens lavede en Odell Beckham Jr. 

En anden rookie er wide receiver George Pickens. Han spiller for Steelers og har ikke set banen meget i de tre første kampe, men måske skulle Steelers genoverveje det, for han lavede årets catch indtil videre. Faktisk er det måske det bedste catch siden Odell Beckham Jr.s berømte catch i 2014, da han selv var rookie.

Mens andre Steelers-receivere havde det svært og tabte flere bolde, der kunne have været store spil, så havde Pickens for anden uge i træk Steelers længste spil, og denne gang med et enhånds-catch over skulderen, som de fleste kun drømmer om.

Det er ikke gået Odell Beckhams næse forbi, at George Pickens lavede et catch, der minder meget om hans eget, og han har selv kommenteret med “This catch is filthy”

Er det tid til Kenny Pickett? 

En tredje rookie, som dog ikke så banen torsdag, er Steelers quarterback Kenny Pickett. Steelers valgte ham i første runde af årets NFL draft, og den lokale knægt kan snart få sin debut, hvis ikke Mitchell Trubisky får nogle sejre i hus.

Trubisky var ikke forfærdelig, men spillede heller ikke godt nok til, at Steelers kunne forvente at vinde kampen, og det hjalp ikke, at hans receivere havde glemt hænderne i omklædningsrummet.

Trubiskys stats er faktisk meget lig Brissetts, men det var bare ikke lige så effektivt. Han sluttede 20 af 32 for 211 yards men uden touchdowns. Steelers er 1-2 lige nu, og får de problemer i næste uge på hjemebane mod Jets, så vil tilskuerne forlange at se Pickett på banen.