Jacksonville Jaguars dominerede store dele af opgøret mod New Orleans Saints, alligevel blev det meget spændende til sidst.

Den gode historie med den ærgerlige slutning

En af årets helt store feel-good-stories er Foster Moreau. Den store tight end har overvundet en kræft-diagnose og skiftede fra Raiders til Saints inden sæsonen.

Nu er han tilbage på football-banen og har egentlig gjort det fornuftigt i sæsonen. Torsdag endte han desværre som skurk, da han tabte en bold i end zonen, der som minimum kunne have sendt kampen i overtime.

Saints var ellers helt væk i kampen på trods af, at Jaguars både fumblede bolden og muffede et punt i første quarter. 24-9 stod det til gæsterne fra Jacksonville, inden Saints indledte deres vilde comeback og rent faktisk fik udlignet til 24-24.

Jaguars kom igen foran 31-24, men Saints havde masser af tid på klokken, og quarterback Derek Carr førte sine tropper ned på Jaguars 6-yard linje.

Her havde de fire chancer for at score touchdown, men missede dem alle fire, ikke mindst fordi Moreau tabte et stensikkert touchdown.

Efter kampen var der ikke nogen, der pegede fingre. Det var der ikke behov for. Moreau var godt selv klar over, at han havde forspildt en kæmpe chance for et Saints comeback.

Saints ville med et touchdown have reduceret til 31-30. Om rookie kicker Blake Grupe, der brændte et kort field goal tidligt i kampen, havde ramt og udlignet på sit extra point, eller Saints måske gik efter to og sejren, finder vi aldrig ud af.

Den nye Kamara

New Orleans Saints multi-våben Alvin Kamara sad ude i sæsonens første tre kampe på grund af noget ballade i Las Vegas. Nu har han spillet fire kampe i sæsonen, og torsdag var klart hans bedste, sådan rent statistisk.

29 boldberøringer for 153 yards og ét touchdown. Alt i alt en god aften, der havde været endnu bedre, hvis Saints havde vundet.

Han har latterlige 35 catches i fire kampe, siden han vendte tilbage fra sin karantæne, og ganger man det op, så når han over 100 catches på året. Vel at mærke i blot 12 kampe.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at ham der løb rundt med nr. 1 på trøjen for det andet hold, mindede mig mere om den gamle Kamara.

Jaguars runningback Travis Etienne – som klubben valgte i første runde i 2021 – har gang i sin klart bedste sæson. Han er lige så alsidig som Kamara, løber mange af de samme spil, og kan mange af de samme ting. Han er kort sagt: Den nye Kamara.

Han løb bolden 14 gange for 53 yards og to touchdowns og greb bolden yderligere tre gange for 24 yards. Selvom tallene ikke helt matcher den rigtige Kamara, så er der ikke mange i ligaen, der matcher Etiennes acceleration lige nu.

Etienne har nu løbet to touchdowns ind tre kampe i træk. Som den første spiller nogensinde i Jaguars 28-årige historie, hvilket er lidt vildt, når man tænker på, at de har haft runningbacks som Fred Taylor og Maurice Jones-Drew.

Christian Kirks catch reddede sejren

Jacksonville Jaguars kom ud som lyn og torden, og både offensivt og defensivt var de klart det bedste hold. Men i tredje quarter gik de i stå og lod Saints komme tilbage i kampen.

Momentum var væk, og selvom Trevor Lawrence igen viste flere prøver på, at han er ved at udvikle sig til en af ligaens bedste quarterbacks, så sad man med en følelse af, at den her ville de ende med at tabe.

Lige indtil Christian Kirk lavede sit store spil.

I en en-mod-en-situation mpd Tyrann Matthieu lavede han en lille fodfinte, der var nok til at give ham et lille hul. Og det hul var stort nok til, at Trevor Lawrence kunne ramme Kirk, og så gjorde receiveren resten.

Saints fik bolden tilbage, men Foster Moreaus tabte bold betød, at Jaguars vandt og nu fører AFC South med 5 sejre og 2 nederlag. De har vundet fire kampe i træk, inkl. to i London, og er blot en enkelt sejr fra toppen af AFC, hvor Chiefs og Dolphins ligger med fem sejre og et nederlag.

Måske er det i år, at Jaguars skal nå noget rigtig stort.