Så blev det officielt – Derek Carr er ikke længere en Raider og Raiders bedste quarterback pt hedder Jarrett Stidham. Carr kan nu frit forhandle med alle hold og Raiders sparer $29,25 millioner dollars.

Derek Carr har ikke overraskende spillet sin sidste kamp for Las Vegas Raiders. Det står klart efter at quarterbacken nu officielt er fritstillet fra holdet, og derfor kan søge nye udfordringer i ligaen.

Carr slutter sin tid i Raiders som en af holdets mest produktive quarterbacks nogensinde, og er i toppen af en række centrale statistikker.

Med flere hold, der har brug for en quarterback, kommer Carr ikke til at mangle muligheder for at spille i 2023. Senest var der interesse fra New Orleans Saints, som forsøgte at lave en handel med Raiders – en handel, som Carr afviste, da det ville indebære, at han fortsatte på sin tidligere kontrakt.

Nu er han fri til at forhandle en ny kontrakt, som indeholder flere garanterede penge, og dermed er Saints igen inde i billedet.

Også Carolina Panthers er med i kampen om at sikre sig Carrs underskrift.

Derek Carr sluttede sæsonen med 3.522 yards, 24 touchdowns og 14 interceptions. Han spillede kun 15 kampe, da han sad ude i holdets sidste to spillerunder.