Cowboys giver defensive tackle Odighizuwa kæmpekontrakt

    0

    Dallas Cowboys har givet defensive tackle Osa Odighizuwa en stor fireårig kontrakt til en værdi på op til 80 millioner dollar.

    Det så ellers ud som om Dallas skulle bruge deres franchisetag, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at holde på deres defensive tackle Osa Odighizuwa, men parterne fandt hinanden, og Osa har sat sin underskrift på en ny aftale, der holder ham i Dallas i de fire kommende sæsoner.

    Med en maksimal værdi på op til 80 millioner dollar, får Odighizuwa i gennemsnit 20 millioner dollar om året, hvilket gør ham til den 12. højest lønnede defensive tackle i ligaen. Samtidig giver det sikkerhed for begge parter – Dallas skal ikke ud og forhandle ny kontrakt i 2026, mens Osa kan blive boende i Dallas i et par år endnu.

    Odighizuwa blev valgt i tredje runde af 2021-draften, og havde i 2024 sin på papiret bedste sæson da han satte personlige rekorder i sacks (4,5), hits (23) og tacklinger (47). Han har været fast mand på banen siden han kom til Dallas, og nu skal han udgøre rygraden på Cowboys forsvar, der skal forsøge at rette op på en skuffende 2024-sæson.