
NFL-verdenen er blevet rystet igen, efter at Minnesota Vikings’ receiver Rondale Moore er gået bort i en alder af bare 25 år.
Endnu et dødsfald har ramt NFL. Det er Minnesota Vikings’ receiver Rondale Moore, der er gået bort i en alder af bare 25 år.
Rondale Moore blev fundet død i New Albany, Indianapolis, med dét, der bliver beskrevet som et selvpåført skudsår. Således tyder det på, at Moore har taget sit eget liv.
Det fremgår af rapporten fra politienheden i New Albany, at Moore blev fundet i en garage til en ejendom i byen. Det er uvist, hvem ejendommen tilhørte, samt om Rondale Moore havde en tilknytning til stedet.
Minnesota Vikings og resten af sportsverdenen begræder nu dødsfaldet. Vikings’ cheftræner Kevin O’Connell hylder Rondale Moore som en “ydmyg, respektfuld ung mand”, og han sender sine varmeste tanker til Moores familie og pårørende.
Som spiller vil vi især huske Rondale Moore for hans fantastiske college-karriere hos Purdue. I 2018 greb Moore 114 bolde for 1.258 yards og 12 touchdowns, som alle var nye holdrekorder.
På den baggrund blev Moore valgt i anden runde af Arizona Cardinals i 2021-draften, men han fik forpurret sin NFL-karriere af skader. Moore greb 54 bolde for Cardinals i sin første sæson, men han døjede efterfølgende med flere forstrækninger i baglåret i 2022-sæsonen og knæproblemer i både 2023 og 2024.
Vikings hentede Rondale Moore til Minnesota forud for 2025-sæsonen, hvor han var udset en rolle som return-spiller. Men Moore rev sit korsbånd over på et return i sin første træningskamp for Vikings, og således var hans 2025-sæson forbi, før den var startet.
Både NFL og spillerforeningen NFLPA har udtrykt deres støtte og sympati for Rondale Moores familie og pårørende efter nyheden om hans dødsfald.








