Fredag er USAs største shoppingdag, og måske netop derfor har Amazon valgt at spytte et milliard-beløb i NFL-rettighederne.

MetLife Stadium, fredag kl. 19:45.

Kl. 21 dansk tid blænder NFL op for den kamp første nogensinde på Black Friday, når New York Jets tager imod Miami Dolphins.

NFLs torsdagskampe er for første gang udelukkende tilgængelig i USA via streaming på Amazon Prime. Det vil sige, at man ikke kan se torsdagskampene via normale tv-kanaler, men kun hvis man abonnerer på Amazon’s Prime-service.

Og med i pakken har Amazon også fået en kamp på Black Friday. Og det er ikke tilfældigt.

Amazon betaler årligt 1 milliard dollars hvert år frem til 2032 for at vise 18 kampe hver sæson, og den vigtigste for dem er fredagens kamp. Som de selv siger: “Det er vores Super Bowl”.

De fleste amerikanere har fri, og ville mange under normale omstændigheder tage ud og købe sig fattige i Black Friday tilbud. Men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk: Hæng ud på sofaen og se NFL, mens du shopper dine tilbud online.

Det er Amazon’s helt store bevæggrund til at insistere på en Black Friday kamp, og det er næppe heller tilfædigt, at den er lagt med kickoff kl. 15 New York tid, så du ikke rigtig orker at tage hjemmefra inden og næppe kan nå det efter.

Samtidig har Amazon gjort kampen gratis for alle, så du ikke behøver et Prime-abonnement, men naturligvis lige skal oprette en Amazon-konto.

LEGO reklamerer i kampen

Og Amazon går all-in på kampen. Undervejs kommer der en stribe Black Friday tilbud, som forbrugerne kun får, hvis de ser kampen, eller hører om det fra andre, der ser kampen.

Der vil være QR-koder på skærmen, som man kan scanne i reklamepauserne for at aktivere tilbuddene, hvor Amazon har lavet eksklusive aftaler med flere store firmaer, der kommer med unikke tilbud under kampen.

Blandt de virksomheder som benytter den første Black Friday kamp til at reklamere og efter planen få online-kunder i butikken er danske LEGO. Det vides endnu ikke, hvad LEGO har i støbeskeen, men mon ikke mange forældre sidder klar for at købe julegaven til guldklumpen… og så endda til halv pris.

Black Friday-kampen kan blive en årlig tradition

Når NFL og Amazon har meldt ud, at “Black Friday-kampen kan blive en årlig tradition”, så er det vist for ikke at tage glæderne på forskud. Meget skal gå galt i dagens sending, hvis ikke NFL og Amazon indenfor de næste dage melder ud, at kampen var en kæmpe succes og Amazon satte omsætningsrekord.

Og også blandt NFL-holdene har der været intresse for kampen. I stedet for torsdagskampe fire dage efter man sidste var på banen, så giver en fredagskamp lige hold en ekstra dag at forberede sig på og en ekstra dag til at få småskadede spillere friske igen. Og efter kampen har man så ni dage til næste kamp, eller næsten hvad der sent i sæsonen svarer til en halv friuge.

Således har NFLs mediechef Hans Schroeder fortalt, at flere hold har spurgt om muligheden for at blive fast vært for kampen, lige som vi kender det med Lions og Cowboys på Thanksgiving Thursday, men siger dog at ligaen forventer hjemmebanen går på skift hvert år.

Der er kickoff kl. 21 på en fredagskamp og en marketingchefs våde drøm.