Det går så meget fremad med Aaron Rodgers’ genoptræning, at han allerede har smidt krykkerne og er begyndt at kaste med bolde. Men quarterbacken ved endnu ikke, om han når at komme i kamp i denne sæson.

Der var mange, der ikke troede deres egne øjne, da NFL’s konto på X viste en video af Aaron Rodgers, der stod på banen før Jets’ kamp søndag uden hjælpemidler og kastede med en bold. Det er blot lidt over en måned siden, quarterbacken rev sin akillessene over i sæsonpremieren, og alle var sikre på, at sæsonen var slut for den 39-årige Jets-spiller, men nu åbner han selv døren på klem for et overraskende hurtigt comeback i ’The Pat McAfee Show’.

Aaron Rodgers vil gerne spille før sæsonen er slut, men han påpeger, at der nogle skridt, han skal nå, før det kan lade sig gøre.

– Der er vigtige ting, jeg skal kunne henad vejen, men det er målet. Mit næste mål er at kunne lunte, derefter handler det om mere eksplosive bevægelser, derefter skal jeg træne med, inden jeg kan være med til opvarmning inden kampe.

Lige nu genoptræner Aaron Rodgers med at skifte vægt fra det ene ben til det andet og ved at bevæge sig i et lille område. Og så hæfter Aaron Rodgers sig desuden ved, at det bør gøre genoptræningen lettere, fordi den er på hans venstre fod og ikke den højre, som han lægger vægt på, når han kaster.