Køb NFL GamePass
Forside NFL Preseason Training Camp Battles: Forsvaret – del 1

Training Camp Battles: Forsvaret – del 1

0

Holdene møder i disse dage ind til den årlige træningslejr. Her kæmpes der om job eller roller på holdene. I fire artikler ser vi nærmere på nogle udvalgte af de famøse training-camp battles.

Hvert år afholder holdene en cirka 3 ugers lang træningslejr som optakt til sæsonen. Her har trænerne en fantastisk mulighed for at se spillerne an, inden sæsonen starter. Træningslejren er stedet, hvor rollerne skal fordeles, og typisk kæmper flere om samme rolle. Både Dennis og jeg har givet vores bud på training camp battles på angrebet, men i dag vil jeg komme med fem på forsvaret.

Seahawks #3 CB – Brandon Browner / DeShawn Shead / Tharold Simon
Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvordan Seahawks ender med forme deres secondary. De to safeties er der ikke meget tvivl om, og Sherman og Lane er også sikre kort på henholdsvis den ene corner på ydersiden og slotcorneren. Men den sidste cornerbackplads på ydersiden er der kamp om. Som udgangspunkt står kampen mellem DeShawn Shead og Tharold Simon, men det virker også som om, at Seahawks har en plan med Browner, omend den måske ikke er på ydersiden. 

Prøv NFL GamePass gratis

DeShawn Shead var starter det meste af sidste år, og han gjorde det nogenlunde. Sidste års spilletid gør ham nok til en lille favorit, men i år skal han dog kæmpe med tilbagevendte Tharold Simon, der sad ude med en skade hele sidste år. Simon har i begrænsede optrædener vist lidt potentiale, og han har bestemt en chance for at snuppe pladsen modsat Sherman, hvis han kan holde sig skadesfri.

Selvom jeg ikke rigtigt betragter Browner som en del af denne her battle, så er jeg spændt på, hvad planerne er med ham. Der har været forlydender om, at han måske vil have en rolle, når Seahawks går i dime-forsvar. Her kan han blive brugt som en hybrid safety/cornerback i, og hans træningslejr handler nok om at bevise, at han kan udfylde en rolle i forskellige situationer. 

Eagles CB – Eric Rowe /Jalen Mills / Nolan Carroll
Eagles har en situation meget lig Seahawks’. De har deres ene cornerback i Leodis McKelvin, og deres slotcorner i Ron Brooks, men den sidste plads er et spørgsmålstegn på nuværende tidspunkt.

Nolan Carroll er den erfarne herre, der i 2015 startede de fleste kampe i sæsonen. Det er hans erfaring der udfordres af talentfulde unge spillere. Sidste års andenrundevalg Eric Rowe er førsteudfordrer, og håbet er, at han løfter niveauet efter et usikkert rookieår. Desværre lyder det til, at han har haft det rigtig svært i forårstræningerne og specielt kæmper med det nye forsvarssystem under Jim Schwartz. Det har åbnet døren for en anden ung spiller. Dette års syvenderundevalg, Jalen Mills, har efter sigende vist fine takter og til tider fået flere snaps med førsteholdet end Rowe. 

Det lyder til, at Rowe ikke er klar til en starterrolle, og derfor tror jeg, at Carroll i sidste ende tager den på rutinen. Det er dog værd at holde øje med Mills, og hvis han brænder igennem her i opstarten, så kan han hurtigt komme i spil. 

Minnesota S – Andrew Sendejo / Michael Griffin / Antone Exum / Anthony Harris
Vikings har et super dybt hold, og safety-positionen er ingen undtagelse. Stjernen Harrison Smith sidder tungt på den ene safetyplads, men der er lidt kamp om den anden. Der er hele fire mand, som jeg ikke vil udelukke. Favoritten til pladsen er Andrew Sendejo, der var starter sidste år og i foråret fik en ny 4-årig, men der er adskillige trusler bag ham. 

Den mangeårige Titans spiller Michael Griffin blev hentet ind i foråret, og selvom han efterhånden er blevet 31, så er der stadig noget football tilbage i ham. Han er nok mest hentet som en erfaren backup i tilfælde af skader, men man skal huske, at de mange års erfaring kan gøre meget i NFL. 

Selvom Griffin er det mest kendte navn, så er de største trusler måske de to unge Antone Exum og Anthony Harris. Begge har ikke spillet meget indtil videre i karrieren, men hvis de har rykket sig meget siden sidste år, kan de måske vippe Sendejo af pinden. Personligt synes jeg, at specielt Anthony Harris er spændende. Han har stort set kun spillet i to kampe sidste år, men i de kampe viste han ret imponerende spil. I sidste ende kunne han godt være den eneste, der fravriste Sendejos plads.  

Steelers CB – Ross Cockrell / Artie Burns / Senquez Golson
Der er måske ikke så meget konkurrence her, som nogle af de andre steder. Men som Steelers fan, så er hvad der sker på cornerbackpladsen virkelig spændende. William Gay er sikker mand, men derefter er det lidt mere tvivlsomt.

Det ligner en kamp mellem 3 mand om 2 pladser. Ross Cockrell, der spillede det meste af sidste sæson på et rimeligt niveau, bør være rimelig sikker på en plads som en af de ydre cornerbacks. Det er mest de to andre, som skal kæmpe. Begge har aldrig så meget som trænet med pads endnu i NFL. Golson blev draftet sidste år, men var skadet hele året. Burns blev draftet i første runde i år.

Holdet virker ret glade for Golson, og jeg tror, at han tager pladsen som slotcorner, da Steelers generelt er tøvende med at kaste rookies for løverne i første sæson. Artie Burns har dog fået rimelig pæne ord med på vejen i løbet af foråret, og hvis han allerede viser sit værd i træningskampene, så kan han måske slå Golson af. I det tilfælde vil Gay rykke ind som slotcorner, og Burns vil få en plads på ydersiden modsat Cockrell. Jeg håber, at Burns gør det til en spændende training camp battle, men lige nu ligner han manden med det korteste strå. 

Bucs CB – Alterraun Verner/ Vernon Hargreaves/ Brent Grimes
Buccaneers er i en spændende position på cornerback. Det ligner, at starterpladserne skal fordeles mellem tre spillere, der alle har spørgsmålstegn.

I free-agency hentede de den erfarne Brent Grimes ind, og selvom han har en fint navn, så er den 33-årige cornerback naturligt faldet lidt i niveau de senere år. I draften blev der også investeret i en cornerback, da de i første runde valgte Vernon Hargreaves. Han var den anden defensive-back valgt i draften, men man ved aldrig, hvordan en rookie vil præstere i sin første sæson. Til sidst har de Alterraun Verner, som de gav en stor kontrakt i free-agency for 2 år siden. Desværre har han ikke levet op til forventningerne, og i en periode sidste år blev han sågar bænket. 

De er ikke umuligt, at alle tre kommer til at spille meget, men de pladser de alle tre kæmper om, er de to udvendige cornerbackpladser. Jeg tror, at Grimes tager den ene plads, og det derfor primært bliver en kamp mellem Hargreaves og Verner. I løbet af opstarten, tror jeg på, at Hargreaves etablerer sig og skubber Verner ned af rangstigen. Det betyder så, at Verner skal kæmpe med Jude Adjei-Barimah og Johnthan Banks om slotcornerpladsen.