Efter knap seks måneders tørke er football omsider tilbage!

Du kan godt sætte kaffe over og forberede snacks til kl. 02.00 natten til fredag d. 6. august, hvor Dallas Cowboys og Pittsburgh Steelers mødes i den traditionelle Hall of Fame-kamp.

Kampen spilles i byen Canton i Ohio, hvor NFLs Hall of Fame ligger, og hvor der i weekenden skal indlemmes hele to årgange i ligaens hellige haller, hvor også danske Morten Andersen har sin helt egen buste.

Se kampen gratis med NFL Gamepass

Hvad skal du vide om Hall of Fame-kampen?

Kampen markerer indledningen på den kommende weekends Hall of Fame-festivitas, som kulminerer på søndag d. 8. august, hvor de nye medlemmer af Hall of Fame – heriblandt Peyton Manning og Charles Woodson – formelt indlemmes i det prestigefyldte selskab.

Læs mere: Her er de nye medlemmer af Hall of Fame

Desuden er Hall of Fame-kampen den første træningskamp inden 2021-sæsonen, som Dallas Cowboys for i øvrigt også skal være med til at sparke i gang, når de møder Tampa Bay Buccaneers natten til fredag d. 10. september.

Sidste år blev Hall of Fame-kampen aflyst på grund af diverse forsamlingsrestriktioner som følge af coronavirus. I år spilles kampen med tilskuere på Tom Benson Hall of Fame Stadium i Canton, Ohio.

Dallas Cowboys og Pittsburgh Steelers er efterhånden blev fast inventar på Tom Benson Hall of Fame Stadium. De to hold står noteret for flest Hall of Fame-kampe i NFL med seks kampe hver.

Hvem skal du holde øje med på banen?

Hvordan ser Pittsburgh Steelers’ offensive linje ud?

Selvom Ben Roethlisberger ikke spiller i nat, er det værd at holde et vågent øje med Pittsburgh Steelers’ offensive linje. Enheden er blevet splittet i atomer og har mistet profiler såsom Maurkice Pouncey, Alejandro Villanueva, David DeCastro og Matt Feiler inden 2021-sæsonen.

I skrivende stund udgøres Steelers’ startende offensive linje af Chukwuma Okorafor, Kevin Dotson, J.C. Hassenauer (eller Kendrick Green), Trai Turner og Zach Banner, der tilsammen har startet 29 kampe i NFL, hvis vi ser bort fra Trai Turner, som har startet for både Chargers og Panthers.

Den kolossale omvæltning har fået mange til at tvivle på, om Steelers’ angreb overhovedet kan finde sin rytme og få nævneværdig succes i den kommende sæson. Derfor skal I holde øje med såvel startende linjespillere som reserver, da der bør være åben kamp om pladserne.

Kommer Najee Harris i aktion?

Den offensive linje er selvsagt også afgørende for at skabe huller og plads i løbespillet. Og her har Pittsburgh Steelers investeret dyrt i Najee Harris fra Alabama, som man valgte med det 24. valg i årets draft.

Najee Harris spillede fire år for det hæderkronede college – og i særligt sine sidste to sæsoner var han forrygende. Her løb Harris for 2.690 yards, greb bolde for 729 yards og scorede 50 touchdowns – heraf 30 i sin sidste sæson. Ja – du læste rigtigt.

Nattens kamp bliver vores første mulighed for at se Harris i aktion for Steelers. Såfremt han spiller, bør du rette spotlyset mod nummer 22.

Hvordan ser CeeDee Lamb ud?

Hverken Dak Prescott eller Amari Cooper kommer i aktion i nat på grund af henholdsvis skulderproblemer og genoptræning efter tidligere skavanker, og derfor bør I rette fokus på CeeDee Lamb i Dallas Cowboys’ indledende angrebsserier.

I fjor leverede den daværende rookie-receiver en bundsolid debutsæson i NFL med 74 grebne bolde for 935 yards og fem touchdowns. Ikke desto mindre er vi flere, der spår, at CeeDee Lamb går en endnu flottere sæson i møde.

Han kommer først og fremmest til at nyde godt af Dak Prescotts tilbagevenden. Kombineret med Amari Coopers fortsatte trussel, som alt andet lige bør stjæle hovedparten af forsvarets opmærksomhed, vil Lamb både få bedre leverance og gunstig plads til at boltre sig på. Jeg forventer derfor, at CeeDee Lamb tager det næste skridt i sin karriere og etablerer sig blandt ligaens mest produktive receivere i år.

Men som nævnt er CeeDee Lamb på egen hånd i nat, hvor Garrett Gilbert, Ben DiNucci og Cooper Rush formentlig skal dele quarterback-pladsen.

På falderebet er det værd at fremhæve, at Cowboys’ topvalg fra 2021-draften linebacker Micah Parsons også ventes at få sin NFL-debut i nat. Parsons valgte ikke at spille i 2020-sæsonen på grund af coronavirus, og derfor skal han formentlig have banket en del rust af, før han kan udfolde sit potentiale.