Cincinnati Bengals skabte sensationen og vandt AFC finalen. Klubben skal i sin første Super Bowl siden 1989.

Joe Burrow og co. gjorde det umulige. Ikke bare tog de til Kansas City og vandt, men de gjorde det efter de var bagud 21-3. Sejren på 27-24 kom i hus i overtime på endnu et field goal af rookie kicker Evan McPherson.

De 18 point er en tangering af det største comeback i en konference-finale, og i første halvleg lignede det bestemt ikke, at Bengals havde nogen chance for at vinde kampen.

Patrick Mahomes var brandvarm, kastede tre touchdowns. Det første til Tyreek Hill, hvor de to viste hvorfor de er en af giftigste duoer i NFL. Mahomes scramblede og fandt Hill i fuld sprint i bagenden af end zone, hvor han lavede et spektakulært catch og bragte Chiefs foran

Mens Bengals angreb slet ikke kunne flytte bolden, så fulgte Mahomes op med touchdowns til Travis Kelce og Mecole Hardman.

Sidst i første halvleg kom der dog en meget afgørende sekvens. Bengals scorede sit første touchdown og gjorde det til 21-10, mens Chiefs og Mahomes på den efterfølgende serie havde bolden indenfor fem-yard-linjen, men dummede sig og ikke fik point ud af situationen.

I anden halvleg fik Bengals justeret forsvaret, og holdt Chiefs eksplosive angreb til kun tre point. Samtidig fik Joe Burrow mere og mere selvtillid og især samarbejdet med receiver Tee Higgins var effektivt. Higgins greb seks bolde for 103 yards, flere af dem for vigtige første downs.

Chiefs havde fokus på JaMarr Chase hele kampen og holdt ham til 54 yards, men hans touchdown og efterfølgende 2-point conversion udlignede til 21-21.

Bengals kicker Evan McPherson gav Bengals den første føring med 6 minutter igen med et 52-yard field goal, inden Chiefs kicker Harrison Butker udlignede og sendte kampen i overtime i sidste sekund.

Chiefs vandt lodtrækningen og startede med bolden, men Patrick Mahomes kastede sin anden interception, og Bengals overtog bolden tæt på midterlinjen. Gode løb af Joe Mixon, der blev bedre og bedre som kampen skred frem, bragte bolden op på Chiefs 13-yard linje.

Og der vidste de fleste, hvad klokken var slået. Bengals satte McPherson ind, og manden med tilnavnet Mcfearless, gjorde det igen. 31 yards midt mellem stængerne.

Bengals er i Super Bowl.