Los Angeles Rams gjorde kort proces på hjemmebane, da de for tredje gang i sæsonen mødte Arizona Cardinals.

13 år. Så længe har Matthew Stafford ventet på at få sin første playoff-sejr. Mandag kom den endelig, da NFL aflsuttede sin såkaldte Super Wild card weekend med en kamp, der var alt andet end super.

Altså med mindre man selvfølgelig er Rams-fan, for så var kampen en fornøjelse at være vidne til.

Stafford var effektiv og ramte på 13 af 17 kast for 202 yards og to touchdowns og sneakede også selv bolden ind i hjemmeholdets overbevisende 34-11 sejr over Cardinals.

Forsvaret dominerede fra første fløjt, sackede Kyler Maurray to gange, holdt Cardinals til under 50 yards i første halvleg, og scorede et touchdown på en kort interception. David Long fik nærmest bolden foræret og kunne spadsere ind fra 3-yard linjen. Den korteste pick six i playoffs i NFLs historie.

Linebacker Von Miller lavede seks tacklinger og lavede et sack for femte kamp i træk for Rams. Hans første sack i playoffs, siden han blev kåret til MVP i Super Bowl 50.

Cardinals quarterback Kyler Murray havde det svært. Han var under konstant pres og kunne hverken skabe noget med sin arm eller ben. Han ramte på 19 af 34 kast for 137 yards og to interceptions i første halvleg.

Dermed er Cardinals ude af slutspillet efter de åbnede sæsonen med syv sejre og var 10-2, inden de tabte fem af deres sidste seks kampe.

Odell Beckham Jr. og Cooper Kupp greb hver et touchdown og førstnævnte havde sågar også et kast på 40 yards til Cam Akers.

Rams er videre og skal møde Tampa Bay Buccaneers i næste runde. Det bliver et gensyn med Tom Brady, som Rams tabte til i Super Bowl 53.

Læs også: Sådan spilles Divisions-runden