Der er rigeligt med divisionsopgør i første runde af slutspillet, men søndagens AFC North-duel mellem Ravens og Bengals kan mangle kolorit.

Hvis man får deja vu ved tanken om at se Ravens og Bengals tørne sammen, så er det ganske logisk. Søndagens primetime kamp (i USA i hvert fald) er en gentagelse af grundspillets sidste kamp for de to hold. Her blev det til en ganske ensidig affære, hvor Joe Burrow og Bengals dominerede og var foran 24-7 ved pausen. Kampen endte 27-16 til Bengals.

Der var, delvist, formildende omstændigheder for Baltimore, som var uden deres superstjerne Lamar Jackson, der har været ude siden en sejr over Denver Broncos i starten af december måned. Der har været spekuleret i, hvor meget det har at gøre med den knæskade, han pådrog sig, og hvor meget det er Jackson, som ikke tør risikere en værre skade, idet han jagter en lukrativ kontraktforlængelse. Quarterbacken har selv været ude at afvise det skulle være af kontraktmæssige årsager. På Twitter beskriver han selv selv graden af knæskade, hvilket holdet ikke selv tidligere har meldt ud. Det ligner på ingen måde en mand, vi får at se i dette års slutspil, desværre.

Det har været en ærgerlig situation for Baltimore, der gik et niveau eller to op rent defensivt, da de i november hentede linebacker Roquan Smith. Ravens har i Jacksons fravær vundet to ud af fem mulige kampe med Tyler Huntley og udraftede rookie Anthony Brown ved roret. Quarterbacksituationen har i høj grad været definerede for Baltimores sæson.

På den anden side, så rider Cincinnati Bengals på en bølge af succes og selvtillid, der kan gøre dem utroligt farlige. Bengals fik en hård start på sæsonen efter sidste års Super Bowl-nederlag, men de har ikke tabt siden 31. oktober. Det er blevet til otte sejre i træk, og det kunne have været blevet til mere, hvis ikke storkampen mod Bills var blevet afbrudt efter Damar Hamlins tragiske hjertestop. Joe Burrow og angrebet rundede et hjørne, da cheftræner Zac Taylor ændrede tendser i løbet af oktober. Angrebet har et tårnhøjt topniveau, og med et solidt og balanceret forsvar er der mange gode grunde for Bengals-fans til at glæde sig til slutspillet.

Ravens-fans vil være en smule bitre over, de ikke fik lov til at dyste mod Bengals om en divisionstitel. Joe Burrow vil være ligeglad.

Seneste nyt på skadesfronten

Cincinnati går ind til kampen uden de store spørgsmål på skadesfronten. Receiver Tee Higgins slås med sygdom og har ikke trænet med, mens højre guard Alex Cappa ikke kunne træne med og ikke kommer i aktion mod Ravens. Det er et hårdt slag, da Bengals tidligere på året mistede højre tackle La’El Collins. Det er to af de tre dyrtkøbte opgraderinger til den offensive linje, som ny er ude.

Det ser dog væsentligt værre ud hos rivalerne. Baltimores skadesliste er spækket med store navne, de fleste har fået en hviledag, men det er svært at komme udenom Lamar Jacksons manglende deltagelse i træningen. Quarterbacken er officielt meldt ude af opgøret. Der er dog bedring at spore hos Tyler Huntley, som er begyndt at kaste til træningerne. I skrivende stund er cheftræner John Harbaugh “håbefuld” omkring quarterbackens muligheder for at være til start søndag. Marcus Peters gik glip af seneste kamp mod Bengals og er stadig begrænset i træning, mens Gus Edwards’ hjernerystelse kan bringe ham i fare for at misse kampen.

Hold øje med

Cincinnatis offensive linje mod Baltimores pass rush

Joe Burrow blev nærmest slagtet i Super Bowl-nederlaget til Los Angeles Rams i fjor, og det førte til, at holde investerede store dollarbeløb i offensive linjemænd. Nu er både La’El Collins og Alex Cappa ude af opgøret, og det efterlader den højre side yderst sårbar. Der betyder stort ansvar til Max Scharping og Hakeem Adeniji, hvoraf sidstnævnte var en af de meget udskældte spillere fra sidste års slutspil. Som højre guard tillod Adeniji 14 pressures og fem sacks i fire kampe ifølge Pro Football Focus. Nu er han rykket ud som højre tackle, og det har i de to seneste opgør ikke været så galt som i fjor, men der er klare huller i linjemandens spil. Det skal Baltimore udnytte. Ravens lavede ifølge Pro Football Reference 48 sacks i grundspillet, femte flest i hele NFL. Baltimore havde dog problemer med at skabe kontinuerligt pres på modstandernes quarterbacks, men de bør kunne drage fordel af skaderne hos Cincinnati. Justin Houston har været holdets mest produktive pass rusher og sammen med en anden veteran, Jason Pierre-Paul, kommer de til at angribe fra forsvarets venstreside. Begge har dog været begrænset i træningen i løbet af ugen.

Baltimore har blitzet i langt mindre grad end tidligere under holdets nye defensive koordinator, Mike McDonald, men når de har bragt linebackere, som eksempelvis Patrick Queen, så har de været effektive. Netop Queen kan få en vigtig rolle i kampen. Linebackeren har spillet karrierens bedste sæson, og en del af det kan tilskrives tilføjelsen af Roquan Smith, der har været med til at simplificere Queens opgaver. Det har tilladt ham at bruge sine atletiske evner til at skabe store spil, både i kastespillet og i løbespillet. Ravens kan påvirke kampen på flere måder end bare at sacke Burrow. Efter tilføjelsen af Smith har Ravens været ligaens næstmest effektive hold til at lukke ned for løbeangrebet.

Bengals har målt på effektivitet været blandt ligaens fem bedste løbehold til trods for, at de kaster væsentligt mere, end de løber. Baltimore fik i det seneste opgør for få dage siden bevist, at de kan lukke ned for Bengals’ runningbacks, da de blev holdt til blot 55 løbeyards. Kan de gentage den succes, så kan det give flere muligheder for Ravens’ forsvarsspillere til at jagte Joe Burrow.

Kan Ravens offensiv skabe noget uden Lamar?

Selv om Bengals vandt sikkert over Ravens i seneste kamp, så var det ikke nogen brandkamp fra Joe Burrow, og jeg har al mulig grund til at tro, at Baltimores forsvar i perioder kan gøre livet svært for hjemmeholdet. Skal kampen blive tæt, så kræver det dog en indsats fra holdets angreb, der aldrig var konsekvent flyvende med Lamar i startopstillingen, og bestemt ikke har været det, siden han gik ud med skade. Holdet snittede 50 offensive yards mere med deres startende quarterback i opstillingen. Det kan være forskellen på et field goal og et touchdown. Ravens har sat deres lid til løbeangrebet efter Jacksons skade, og det har holdt niveau selv uden den dynamiske quarterback. Kasteangrebet har derimod været væsentligt mere upålideligt. I seks kampe uden Jackson har de i gennemsnit kastet for 152 yards, med Lamar var tallet næsten 200. Det har udmøntet sig i lavere scoring. I de seneste seks kampe har Baltimore ikke scoret mere end 20 point. Det er svært at vinde mange kampe i slutspillet med den pointscore. JK Dobbins kan derfor blive en nøglefigur i kampen. Siden han vendte tilbage i 14. spillerunde har han været fremragende. 100 yards per kamp og næsten syv yards per løb over de seneste fire kampe var bedst i hele NFL i den periode. Den talentfulde angrebsspiller sad ude af kampen i seneste spillerunde for at holde sig klar til slutspillet.

Ravens’ evne til at bringe guards og tackles i gunstige positioner er beundringsværdig, og det bør hjælpe Dobbins i løbespillet. Runningbacken har været fremragende til at udnytte huller og skabe eksplosive spil. 13 løb på mere end 10 yards i de samme fire opgør som nævnt tidligere er en fremragende statistik. Det bliver nødvendigt med samme type præstation, da Greg Romans evne til at designe et funktionelt kasteangreb har været… manglende. Det gør det ikke bedre, at Cincinnati på mange måder matcher godt op mod Baltimores styrker. Logan Wilson og Germaine Pratt er blandt ligaens dygtigere linebackere til at dække op for kastet og holdet har været ganske solidt mod løbet.

Mark Andrews har leveret endnu et godt år, og selv om han kun stiller op som traditionel tight end en tredjedel af alle kastespil, så er dygtige linebackere vigtige i forhold til at tage ham ud af ligningen. Læg dertil, at Bengals har en fysisk og alsdig safetyduo, og så har man opskriften på et forsvar, der kan lukke ned for Andrews og rookie Isaiah Likely. Baltimore bliver nødt til at kunne anvende deres tight ends og runningbacks effektivt, for Tyler Huntley er ikke overbevisende som quarterback og receiverne Demarcus Robinson, Sammy Watkins og James Proche er mildest talt ikke en gruppe, som Bengals’ cornerbackgruppe bør ligge søvnløse over.

Forudsigelse

Medmindre Lamar Jacksons knæ får hjælp fra de højere magter, så er det svært at se Baltimore have den store chance mod Bengals. Det er en skam, for hvis begge holdene var skadesfri, så havde kampen med garanti været en underholdende afslutning på weekendens kampe. To af Joe Burrows dårligste kampe i år har været imod Baltimore, som efter Roquan Smiths ankomst også kan neutralisere løbeangrebet. Ravens’ forsvar kan altså give Joe Burrow problemer, men det bliver næppe nok. 

Jeg tror dog ikke, at der er nok offensiv fyrværkeri i angrebet hos gæsterne, og jeg har ikke tiltro til, at Greg Roman kan hive nok taktiske finurligheder op af lommer til at opveje det manglende talent på quarterbackpositionen. 

Derfor vinder Bengals 24-13 og går videre til næste runde.