Optakt: Kansas City Chiefs vs. Buffalo Bills

Den moralske finale i AFC løber af stablen natten til mandag, når Kansas City Chiefs og Buffalo Bills brager sammen på Arrowhead Stadium. Og det bliver med to af bannerførerne for såvel nutidens som fremtidens quarterbacks i fokus.

Både Patrick Mahomes og Josh Allen er brandvarme efter dominerende præstationer i wild card-runden. Mahomes fik sat de sidste søm i Ben Roethlisbergers karrierekiste, da han ramte på 30 af 39 kast for 404 yards og fem scoringer. Og i Orchard Park cementerede Josh Allen sin status som kongen af AFC East, da han ekspederede New England Patriots ud af slutspillet med en fejlfri præstation, hvor han kastede og løb for 374 yards og scorede fem touchdowns.

Nattens to duellanter mødtes også tidligere på sæsonen – og da var det Buffalo Bills, som leverede en pragtpræstation og besejrede Kansas City Chiefs med 38-20 i Missouri. Men der er løbet meget vand under broen siden femte spillerunde. Bills må nu undvære forsvarets talisman Tre’Davious White, mens Chiefs har fået Chris Jones tilbage, har tilføjet Melvin Ingram til truppen og så er Daniel Sorenson blevet skiftet ud med Juan Thornhill i forsvarets bagerste geledder.

Nu mødes Chiefs og Bills for andet slutspil i træk – og i fjor var det Patrick Mahomes, som trak det længste strå, da Chiefs avancerede til Super Bowl LV efter en overbevisende sejr på 38-24. Spørgsmålet er, om Josh Allen kan opretholde sit seneste topniveau og dermed blive førstebejler til Patrick Mahomes i den kommende årrække? I givet fald har både Mahomes og Allen kvaliteterne til at tegne fremtiden i AFC og blive konferencens næste, store spillerrivalisering à la Tom Brady og Peyton Manning fra begyndelsen af årtusindet.

Seneste nyt på skadesfronten

I skarp kontrast til flere af slutspillets tilbageværende mandskaber råder både Andy Reid og Sean McDermott over forholdsvis skadesfri trupper. Kansas City Chiefs må formentlig se bort fra cornerback Rashad Fenton, som døjer med rygproblemer, mens Darrel Williams ligeledes er tvivlsom med en skadet tå. Derudover sidder Lucas Niang og Mike Remmers som bekendt ude med længerevarende skader, hvilket betyder, at Andrew Wylie starter på højre tackle.

Som nævnt tidligere må Buffalo Bills naturligvis undvære Tre’Davious White, der rev korsbåndet over i Bills’ Thanksgiving-opgør mod New Orleans Saints. Foruden White har Mario Addison senest døjet med skulderproblemer, men han ser ud til at blive kampklar.

Her bliver kampen afgjort

Hvis Josh Allen opretholder niveauet fra wild card-runden, er det svært at se, hvad Steve Spagnuolo skal stille op? New England Patriots forsøgte både at sende flere spillere i presspillet og spille mere konservative med dybere opdækning – men lige lidt hjalp det. Allen ramte på syv af otte kast for 100 yards og tre scoringer, når Patriots sendte mere end fire spillere i presspillet, mens han ramte på 14 af 17 kast for 208 yards og to touchdowns, når Bills bakkede af.

Og selvom Kansas City Chiefs’ forsvar har gennemgået en positiv udvikling siden niende spillerunde, hvor de blot har tilladt 16,7 point pr. kamp i gennemsnit, så må enheden regnes som det største spørgsmålstegn i divisionsrunden. Modsat vil Buffalo Bills’ forsvar – anført af den formidable safety-duo Jordan Poyer og Micah Hyde – forventes at stoppe Patrick Mahomes i ny og næ, hvilket sætter yderligere pres på Chiefs-forsvaret.

Dertil bliver det kampafgørende, at Chiefs lykkes med at vinde i skyttegravene – og særligt på ydersiderne, så de kan holde Josh Allen i lommen, hvorfra han ikke skaber lige så mange store spil. Det betyder, at Melvin Ingram og Frank Clark skal levere en disciplineret indsats, hvor de kontinuerligt slår Dion Dawkins og Spencer Brown, men ikke bliver overmodige. I givet fald vil Josh Allen bare rulle forbi dem og enten sende bolden dybt til Stefon Diggs, Emmanuel Sanders, Cole Beasley, Isaiah McKenzie eller Dawson Knox, der udgør ét af de bedste receiverkorps i NFL.   

Læs også: Teis Joranger holder øje med disse otte dueller og faktorer i divisionsrunden

Foruden Melvin Ingram og Frank Clark kan Steve Spagnuolo også bruge sine cornerbacks og safeties til at overmande ydersiderne. Og det vil ikke være uvant for Spagnuolo, som har kaldt ’blitz’ på 28,1 procent af Chiefs’ defensive spil, hvilket er ottende flest i NFL.

Forudsigelse

Jeg tror, at det her bliver divisionsrundens mest seværdige opgør ud fra et offensivt standpunkt. Vi har sat fokus på Chiefs-forsvarets muligheder for at begrænse Josh Allen i denne artikel, men det bliver også uhyre interessant at se, om Patrick Mahomes kan være tålmodig nok til at slå Bills’ forsvar, der er særdeles dygtige til at neutralisere de dybe kast? Og kan Dane Jackson og Levi Wallace holde stand over for Tyreek Hill, Mecole Hardman og Byron Pringle uden Tre’Davious White? I givet fald får Clyde Edwards-Helaire og Travis Kelce vigtige roller at spille, når Chiefs gradvist skal bryde Bills’ forsvar ned.

I sidste ende vægter jeg Patrick Mahomes’ ualmindeligt høje bundniveau over Josh Allen, der trods alt har haft for mange – nærmest uforklarlige – udfald i løbet af 2021-sæsonen. Patrick Mahomes har genfundet sit fantastiske niveau og alene i de seneste fem kampe har han kastet for 1.601 yards, 15 touchdowns og to interceptions.

Kansas City Chiefs fortsætter deres hævntogt fra Super Bowl-fadæsen i fjor og besejrer Buffalo Bills med 34-27.